Skrækskade kan koste VM: Jeg er knust
FC Portos Samu har pådraget sig en korsbåndsskade bekræfter klubben.

Porto er hårdt ramt på skader i angrebet.
Først blev Luuk de Jong ramt af en korsbåndsskade i december, og nu har samme skæbne ramt en anden af holdets profiler.
FC Porto har nemlig tirsdag bekræftet på sin hjemmeside, at Samu Aghehowa pådrog sig en korsbåndsskade i mandagens kamp imod Sporting.
Og timingen er hjerteskærende for den 21-årige spanier.
Skadens omfang taget i betragtning er det nemlig meget usandsynligt, at angriberen når at blive skaden kvit, inden sommerens VM-slutrunde ruller af stablen.
Med sine 13 mål i 20 ligakampe i denne sæson må Samu ellers have haft et fint kandidatur til at skulle med på flyet, men angriberen, som allerede har optrådt fire gange for Spanien, må nu altså se langt efter sommerens slutrunde.

På sin private Instagram-profil har spilleren tirsdag aften selv bekræftet skaden, som har efterladt ham 'knust'.
- I går var den mest uheldige dag i min karriere. Jeg pådrog mig en alvorlig skade. Jeg kan stadig ikke tro det. Jeg er knust og mangler ord, skriver han.
Der venter formentlig en pause på omkring ni til 12 måneder for angrebsstjernen, som fortæller, at han i de kommende måneder vil støtte holdet fra sidelinjen.
- Jeg vil være væk fra banerne i nogle måneder. Det gør ondt ikke at kunne hjælpe holdet, som jeg gerne ville, ved at kæmpe på banen. Nu er jeg bare endnu en fan, der støtter vores mål.
- At stole på Guds plan og være stærk og positiv er det, der vil få mig til at komme tilbage stærkere end nogensinde, skriver Samu på Instagram.
Samu udgik i pausen i kampen mod Sporting, som endte 1-1.

FC Porto












