‘PC’ fyringstruet? – ‘Det må andre besvare’
Wolfsburg, med danske Peter Christiansen som boss, flirter med katastrofen. Selv vil han dog ikke forholde sig til, om han er fyringstruet.

Det kan gå rigtigt, rigtigt galt for Wolfsburg i denne sæson.
Siden fyringen af Paul Simonis i november, er det blot blevet til tre sejre i alle turneringer for klubben, som har adskillige danskere på lønningslisten.
Det har efterladt klubben på en øjeblikkelig 15.-plads i Bundesligaen - a point med Werder Bremen, som aktuelt ligger på playoff-pladsen om nedrykning på en dårligere målscore end Wolfsburg.
Det har naturligvis sat gang i rygterne om en eventuel fyreseddel til den danske 'managing director of sport', Peter Christiansen.
Og at krisen kradser, er til at mærke på den danske fodboldboss.
I hvert fald fortæller han i et interview med tyske Bild, at danskerklubben ikke kan nøjes med at håbe på, at konkurrenterne snubler.
- Vi ved, at der ikke bliver europæisk fodbold i næste sæson, siger han og fortsætter:
- Vi må ikke hver uge kigge på de andre og håbe. Vi har 13 kampe og skal fokusere på os selv.

Nedrykning kan blive et ganske reelt tema i klubben, som for blot tre år siden spillede i Champions League, og med fyringen af både træner og sportsdirektør i indeværende sæson, må der være mange pile, der peger på den danske fodboldboss.
Men selv vil Peter Christiansen ikke forholde sig til, om hans job i den tyske klub er i fare.
- Det kan jeg ikke sige noget om. Det spørgsmål må andre besvare. Jeg forsøger hver dag at gøre mit bedste. Det er det, jeg forventer af alle, siger Peter Christiansen til Bild.
Wolfsburg har tabt de seneste tre kampe i Bundesligaen.
På søndag møder klubben RB Leipzig i et opgør, som kan sende danskerklubben under stregen.
Christian Eriksen har også sat ord på krisen i Wolfsburg. Det kan du læse mere om herunder.

Wolfsburg












