Europas oversete assistkonge står til livstidskontrakt Foto: Piero Cruciatti/AFP/Ritzau Scanpix

Europas oversete assistkonge står til livstidskontrakt

Federico Dimarco imponerer enormt i Inter, der nu har en plan om at binde ham til klubben i praktisk talt resten af hans karriere.

Federico Dimarco jubler efter en assist for Inter.
Foto: Piero Cruciatti/AFP/Ritzau Scanpix

Det er formentlig ikke alle der ved det, men Federico Dimarco har gang i en brandgod sæson nede i Italien.

Også så god, at han nærmest får bekymrende lidt opmærksomhed for det.

Senest noterede han sig for hele tre oplæg, da Inter bankede Sassuolo med 0-5 på udebane. Den ene assist var til den tidligere AGF'er Yann Bisseck.

Dermed skrev han sig også ind i historien som den forsvarsspiller, der har lavet flest assister nogensinde efter 24 runder af Serie A. 13 styks er han nu oppe på.

Faktisk er det kun Massimo Oddo der kan hamle op med de tal, men han brugte samtlige kampe i Serie A-sæsonen til at opnå det tilbage i 2005/06.

På en europæisk skala er Federico Dimarco også i en klasse for sig.

Med tanke på at han teknisk set et forsvarsspiller og gør sig som wingback, er 13 oplæg og fem scoringer ikke mindre imponerende.

Det er således også kun Bayern Münchens Michael Olise, der med 18 oplæg til Harry Kane og resten af holdkammeraterne i den sydtyske storklub overgår Federico Dimarco i top 5-ligaerne. Men Olise er også fuldblods offensivspiller.

Federico Dimarco jubler efter en assist for Inter.
Foto: Piero Cruciatti/AFP/Ritzau Scanpix

Ifølge mediet Calcionews ved man i Inter godt, at man råder over en wingback ud over det sædvanlige.

Derfor vil man allerede i løbet af foråret arbejde benhårdt på at udstyre ham med en ny aftale.

Også selvom Federico Dimarcos nuværende kontrakt strækker sig frem til sommeren 2027 og endda indeholder en option på at forlænge med yderligere et år.

Ifølge mediet har Inter i sinde at udstyre 28-årige Federico Dimarco med en kontrakt, der praktisk talt kommer til at blive gældende for resten af hans karriere.

Den assistkyndige italiener står i skrivende stund noteret for 221 kampe i Inter. Han er et produkt af klubbens egen talentudvikling, men har undervejs i karrieren været både solgt og sendt på leje af den italienske storklub, inden han i 2021 vendte endegyldigt retur.

Mest læste

Notifications

Notifikationer