‘1000 procent’: Frank forventer ingen fyreseddel
Thomas Frank er stensikker på, at han beholder jobbet efter endnu et nederlag tirsdag aften.

Krisen kradser for alvor for Thomas Frank og Tottenham Hotspur.
Klubben fra Nordlondon har ikke vundet en eneste Premier League kamp i 2026, og tirsdag indkasserede Spurs endnu et nederlag på hjemmebane, hvor klubben tabte til Newcastle.
Tottenham-mandskabet og Thomas Frank forlod banen til massive buhråb, men det til trods regner den danske træner stadig med, at han har klubbens opbakning.
Det fortæller han på pressemødet efter kampen.
Her blev han foreholdt fansenes reaktion ved slutfløjt, og den danske træner medgiver da også, at han forstår Spurs-tilhængernes utilfredshed.
- Jeg forstår fansenes frustration. Det er en situation, de ikke ønsker at være i. Vi arbejder dag og nat på at forsøge at ændre det, siger Thomas Frank ifølge Sky Sports, imens han påpeger, at klubben har problemer med at balancere Premier League og Europæisk fodbold.
- Det er en situation, klubben har befundet sig i de seneste to år. Mønstret er, at klubben har svært ved at konkurrere i både Europa og Premier League.
Næste kamp for Thomas Frank og kompagni er det traditionsrige lokalderby mod ærkerivalerne fra Arsenal, og her er den danske træner ikke i tvivl om, at han kommer til at stå på sidelinjen.

- Ja, jeg er overbevist om, at jeg bliver. Jeg forstår spørgsmålet, siger han og fortsætter:
- Det er let at pege på mig, men det er aldrig kun cheftræneren, ejerskabet, spillerne eller staben. Det er alle.
- Alle ved, hvilken situation vi er i, og hvad vi skal forbedre. Det er det, vi arbejder hårdt på
Og danskeren er da også skråsikker på, at han forbliver i jobbet.
- 1000 procent. Jeg er også 1000 procent sikker på, at jeg ikke forventede, at vi ville være i den situation, vi er i, med 11-12 skader.
Selvom krisen kradser handler det dog om at holde hovedet koldt, forklarer den danske træner.
- Der er nogle foran mig her i Tottenham og mange andre klubber, der har tabt hovedet. Jeg er nødt til at forblive rolig. Vi er nødt til at komme igennem dette sammen.
Du kan læse mere om nederlaget til Tottenham herunder.

Thomas Frank
Tottenham Hotspur











