Glem top 3, FCK: Vi skal ikke være arrogante
FCK-målscorer Mohamed Elyounoussi synes ikke, FCK skal tænke på eller tale om top 3 efter søndagens nederlag til FCM.

📍 Campo på MCH Arena, Herning
Han scorede et mål, men det må høre til i kategorien af de mest overflødige i karrieren, da kampen umiddelbart efter blev fløjtet af med et 1-2-nederlag til FCK.
Med søndagens nederlag har FCK otte sejre i ligaen og hele syv nederlag.
Og de 12 point op til AGF i vinterpausen kunne meget vel hedde 15 mandag aften, når AGF har spillet mod OB.
De statistikker er der ingen i FCK, der bryder sig om eller forsøger at bortforklare.
Og for nu må snakken om top 3 efter Mohamed Elyounoussis mening forstumme.
- Vi skal ikke stå her og være arrogante. Vi skal være ydmyge og sige, at det ikke er godt nok, hvor vi ligger nu, siger Mohamed Elyounoussi.
- Så at stå her og snakke om top 3 ville være helt forkert. Vi må forstå, ikke acceptere, men forstå, at det er den realitet, vi er i lige nu.
- Det er ikke godt nok, og nu skal vi forsøge at klatre i tabellen, siger FCK-profilen.
FCM-forbandelsen
FC København har med al tydelighed haft det meget svært i Herning i årevis.
FCK har flest point i Superligaen i dette årtusinde, men siden midten af 10'erne har FCM klart domineret de interne kampe mod FCK i Herning.

- Hvis jeg havde en forklaring på det, havde jeg gjort noget ved det med det samme. Jeg er i den grad klar over det. Jeg tror, den eneste positive oplevelse, jeg har haft her, er pokalfinalen i fjor.
- De er helt klart gode på hjemmebane. Det skal de have. Vi får forhåbentlig knækket den kode snart, siger Mohamed Elyounoussi.
FCK mangler kampe mod FC Nordsjælland, OB og Randers i grundspillet, og skal også stå skarpt til pokalsemfinaler mod Viborg på torsdag og om en måneds tid.
FCK er et point efter Sønderjyske, der tabte søndag, fire efter Brøndby og 11 og 12 point efter FC Midtjylland og AGF.

FC København
Mohamed Elyounoussi












