AGF’s tilbagevendte profil: Store fremskridt siden sidst
Magnus Knudsen er vendt tilbage til AGF, og midtbanespilleren er meget imponeret over holdets fremskridt.

📍 Campo på Fredensvang
Der kan ske meget på halvandet år.
Således også i en fodboldklub som AGF, der i denne sæson brager afsted.
Aarhusianerne spiller flot fodbold, ligger nummer ét i Superligaen og er i Pokalens semifinale.
Forskellen er til at mærke for AGF's tilbagevendte nordmand Magnus Knudsen, som er kommet til Aarhus fra tyske Holstein Kiel. Midtbanespilleren er meget imponeret over holdets fremskridt, siden han var i klubben senest.
- Ja, absolut! Det er et hold, hvor alle har gjort fremskridt. Jeg kom tilbage til klubben dagen før Elfsborg-kampen i Spanien (på AGF's træningslejr, red.) og kom direkte ind og var virkelig imponeret over, hvordan alle går i samme retning.
- Alle kommunikerer, hjælper og er positive overfor hinanden. Det var som én stor enhed ude på banen, og det imponerede mig meget.
- Der ser jeg en stor forskel på senest, jeg var her, og til nu. Så det må vi bare fortsætte med, siger Magnus Knudsen til Campo efter onsdagens træning på Fredensvang.

Den 24-årige midtbanespiller var lejet ud til De Hviie i sæsonen 23/24, hvor det samlet blev til 36 kampe for klubben, han netop er vendt "hjem" til. Og hjem er sådan, Aarhus føles for Knudsen, forklarer han.
- Det er et sted med mange gode minder og rigtig mange gode folk. På det ene år, jeg var her, blev jeg meget glad for klubben og byen, så det føles som at vende hjem igen.
- Jeg føler mig tryg, og det er også vigtigt for at kunne præstere på banen og levere for klubben, siger Magnus Knudsen med et stort smil på læberne.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Lejeophold, Bundesliga og lysten til AGF
Da midtbanespilleren senest tørnede ud for AGF, var det på en lejeaftale fra den russiske klub FC Rostov, hvorfra det var muligt at komme væk på grund af krigen mellem Rusland og Ukraine.
Efter først et lejeophold tilbage i sin tidligere klub Lillestrøm i Norge, gik turen til Aarhus. Her gjorde Knudsen et fint indtryk og virkede til at passe godt ind. Derfor overraskede det måske nogen, at midtbanespilleren ikke fortsatte i AGF.
- Det var en vanskelig situation i Rusland, og dengang for halvandet år siden ville Holstein Kiel købe mig, og det var min førsteprioritet efter to år med lejeaftaler fra Rostov. Så på det tidspunkt følte jeg, at det var det bedste valg.
- Men jeg var meget glad i AGF, og det var et vanskeligt valg. Jeg ville gerne have fortsat, men nu er jeg her igen, og det er jeg meget glad for, siger Magnus Knudsen.

I Holstein Kiel blev det i Knudsens første sæson til 31 kampe i Bundesligaen. Klubben endte med at rykke ned, og efter en mindre succesfuld halvsæson for holdet i 2. Bundesliga og et aktivt transfervindue, blev det tid for nordmanden til at se sig om efter noget nyt.
- Vi spillede en halvsæson, hvor vi ikke fik så mange point. Og så valgte klubben at hente flere gode spillere ind på min position, hvilket gav en stor konkurrence, og det endte med, at jeg ikke var med i truppen. Sådan er det i fodbold.
- Men så tænkte jeg, at det var naturligt at se efter noget andet. Da AGF kom på banen, var det 100 procent sikkert, at jeg havde lyst til at komme tilbage til klubben, siger Magnus Knudsen.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Skal arbejde knaldhårdt
Håret er blevet længere på Magnus Knudsen, siden midtbanespilleren senest var i aktion på træningsanlægget på Fredensvang. Og det er ikke den eneste forskel på dengang og nu, melder han.
- Jeg har jo fået chancen for at spille på det højeste niveau i Tyskland, som er blandt de højeste i verden. Så jeg kommer med en masse erfaring fra et højt niveau, som har gjort, at jeg er vokset mere som spiller og personligt.
- Men jeg er samtidig den samme spiller, som var her senest, selvom jeg også dengang følte, at jeg ikke fik tid nok til at vise den bedste udgave af mig selv. Men det skal jeg arbejde knaldhårdt på at vise frem nu her under en ny træner, lidt nye omstændigheder og i en fin spillergruppe, siger Knudsen til Campo.

Magnus Knudsen kan fredag få sin første officielle kamp for AGF efter sin retur. Her får aarhusianerne besøg af OB til årets første superligakamp.
Opgøret på Ceres Park Vejlby fløjtes i gang klokken 19.00, og du kan se kampen i TV på TV3 Sport.
Mens Magnus Knudsen har skrevet ny kontrakt med AGF, har flere profiler heriblandt Patrick Mortensen udløb til sommer. Du kan læse mere om anførerens situation herunder.

AGF












