Alle spurgte Cooper om Brøndby: Dét fremhævede han
Brøndby-cheftræneren glæder sig til fodbolden vender tilbage til Vestegnen.

For første gang har Steve Cooper haft en opstart i Brøndby.
Mens det har givet tid til at hente nye spillere ind og spille holdet godt sammen, så har det også betydet den første pause fra Superligaen.
Søndag tændes stadionlysene igen på Brøndby Stadion, og det er noget, Brøndby-cheftræneren har set frem til.
For mens bolden har ligget stille og Steve Cooper over julen har været hjemme i Wales, så er han også blevet spurgt, hvad Brøndby er for en klub. Her var Cooper ikke i tvivl om, hvad der skulle fremhæves.
- Jeg har virkelig savnet det. Da jeg var hjemme i pausen, og alle spurgte, hvordan Brøndby er, og hvordan Superligaen er, så var det første, jeg tænkte på, en kampdag her (Brøndby Stadion, red.).
- Jeg kan også godt lide måden, vi får opbakning på udebane, især under givne omstændigheder. Men oplevelsen på hjemmebane med alle de gule trøjer, alle sangene og den konstante atmosfære, det gør stedet helt specielt. Det er der ingen tvivl om, siger Steve Cooper til Campo og den øvrige presse til fredagens træning.

Bruger fans til at motivere spillerne
Coopers egen kærlighed til Brøndby Stadion har han også taget med ind i sin måde at motivere spillerne på.
Derfor bruger han også video af klubben for at understrege for spillerne, hvad det er for en klub, de spiller i.
- Vi forsøger at vise dem videoer og sådanne ting, bare for at minde dem om, hvem de repræsenterer.
- For mig vil det altid være åren i den her klub. Jeg ved, at jeg er ny her, så jeg vil ikke lyde som om, at jeg ved alt om alting, men jeg kan mærke det, hvis I forstår?
- Vi vil bare gerne tilbage foran dem (fansene, red.), og uden at kigge for meget tilbage. Vi gik skuffede herfra, sidst vi spillede, men vi skal kigge fremad nu. Og fremadrettet skal vi være et hold, fansene er stolte af, for hvis der er en ting, der er sikkert, så er det, at støtten er ubetinget, fortæller Steve Cooper.
I vinterens transfervindue har Steve Cooper også gjort, hvad han kunne, for at sætte sit præg på Brøndby-holdet.
Han fik dog ikke Tonni Adamsen i Silkeborg, som de blågule ellers forsøgte at kapre.
Det fryder cheftræner i Søhøjlandet, Kent Nielsen, sig lidt over. Læs mere herunder:

Brøndby IF













