Ydmyge og ‘fucking gode’: Mortensen har opskriften på AGF-succes Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ydmyge og ‘fucking gode’: Mortensen har opskriften på AGF-succes

AGF-anføreren er tydelig, når det kommer til AGFs mentalitet i foråret.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det er det potentielt vigtigste forår for AGF i rigtig mange år.

Som Superligaens førerhold er der pres på de aarhusianske skuldre, før Superligaen igen skydes i gang til anden halvdel af 2025-2026-sæsonen.

AGF-anfører Patrick Mortensen ser ydmygt på AGFs position før slutspurten, for selvom der lige nu er et hul på fire point ned til FC Midtjylland på andenpladsen, så kan det hurtigt ændre sig.

Det understregede Mortensen i et interview med Campo.

- Jeg føler bare, vi skal ud og angribe kampene. Vi har på ingen måde opnået noget endnu, og alt er stadig åbent. Taber vi på fredag (nu mandag, red.) og FCM vinder, så er der et point mellem os, og så kan det se anderledes ud.

- Jeg tror bare, det er vigtigt, at vi ser positivt på det her pres her, som der jo er. Det er ikke for at lyde uambitiøs, for der er et pres, men vi skal også huske, hvor vi kommer fra.

- Vi skal bare nyde, at vi er i den her situation, hvor vi står og kan drille nogle af de andre hold, for det var der ikke nogen, der havde regnet med, ikke engang os selv, i forhold til, hvor vi kommer fra, siger Patrick Mortensen.

Selvom den 36-årige angriber altså får understreget, hvor meget der endnu kan nå at ske i Superligaen i denne sæson, så er han også klar over betydningen af den trup, han er en del af.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

For de flotte resultater kommer også af en spillergruppe, der har den rette mentalitet.

- Jeg synes, at vi i truppen er godt skruet sammen i forhold til at være ydmyge, men stadig lidt arrogante og bevidste omkring, at vi er fucking gode. Den der mix er vigtig at have med.

- Der vil jo komme bump på vejen. Der vil komme nederlag i løbet af de næste 14 kampe. Det har vi prøvet før, og så handler det bare om at vende skuden så hurtigt som muligt.

- Jeg tror bare, det er vigtigt, at vi på en eller anden måde ser positivt, glæden og kærligheden i de her ting. Det er jo bare, fordi vores fans håber og ønsker og drømmer, og det synes jeg, vi skal kunne bære på vores skuldre.

- Opskriften er at tage en kamp ad gangen, siger Patrick Mortensen

AGF skulle have indledt foråret fredag aften mod OB, men vejret tillod ikke at tage hul på Superligaen endnu.

Derfor er kampen som udgangspunkt udskudt til mandag aften kl. 21.00.

Det er der dog langt fra tilfredshed med hos de respektive fangrupper.

Læs mere herunder:

Fanformænd revser beslutning: Fuldstændig tåbeligt

Mest læste

Notifications

Notifikationer