Rosenborg-danskere: Man skal være et svin nogengange
Mads Bomholt og Amin Chiakha har én ting til fælles, når det kommer til måde at spille på.

I norske Rosenborg er der skabt en mindre danskerkoloni.
De seneste to tilføjelser er Mads Bomholt, der er hentet i AaB, og Amin Chiakha, der er lejet i FC København.
De to danskere har da også allerede fundet hinanden i deres nye fælles klub i et spirende venskab.
Samtidig har de også fundet frem til en fællesnævner på fodboldbanen: Nemlig, at de ikke holder sig tilbage.
- På banen skal man være et svin nogen gange, og det kommer jeg også til at være her på nogle tidspunkter. Men jeg vil behandle alle i klubben og mine holdkammerater godt. Jeg tænker, det er fint at være en god blanding, siger Mads Bomholt i et interview med TV2 Norge.
- Det kan jeg også se mig selv i. Jeg spiller med hjertet uden på trøjen, siger Amin Chiakha.

Her bringer FCK-lejesvenden samtidig et andet talent på banen, der passer godt til beskrivelsen af at være et 'svin' på banen.
Chiakha er nemlig rigtig god til kampsport.
- Jeg har vundet det danske mesterskab i taekwondo og på det tidspunkt var jeg den yngste til at få det sorte bælte i Danmark. Det er lidt et 'fun fact'. Man skal nok ikke lægge sig ud med mig, siger Amin Chiakha.
Den 19-årige FCK-angriber er udlejet til Rosenborg indtil sommer.
Mads Bomholt er derimod skiftet permanent til Norge, hvor han i Rosenborg har gået en kontrakt frem til 2030.
Find top fem over de dyreste salg fra Superligaen herunder:

AaB
FC København












