Vejrkaos: Viborg-spillere sneet inde Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Vejrkaos: Viborg-spillere sneet inde

Det er ikke kun i Aarhus, at snevejret har stukket en kæp i hjulet. Også i Viborg har vejret give udfordringer.

Viborgs cheftræner Nickolai Lund
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De fleste steder i Danmark, har fredagens snestorm givet fodboldmæssige udfordringer.

Værst var det måske i Aarhus, hvor Superligaens førerhold så sig nødsaget til at aflyse forårspremieren mod OB, da den midlertidige hjemmebane i Vejlby ikke kunne tages i brug.

Men også i Viborg har vejret drillet.

Her har flere spillere nemlig misset fredagens træning på grund af snemængderne. Det skriver Viborg Folkeblad.

Fredagen skulle ellers have været brugt på at få de sidste forberedelser på plads, inden Viborg søndag tager hul på forårssæsonen.

Men flere spillere mødte ikke op til træning. De var simpelthen sneet inde.

- Vi har en lille håndfuld spillere, der har haft svært ved at komme frem i dag (fredag, red.), så de mangler desværre. Det er hamrende irriterende, men vi kan ikke styre, at de er sneet mere eller mindre inde, fortæller cheftræner Nickolai Lund til Viborg Folkeblad.

Ifølge mediet drejer det sig om målmand Lucas Lund, samt markspillerne Daniel Anyembe, Asker Beck, Oliver Bundgaard og Manuel Mbom.

Viborgs cheftræner Nickolai Lund
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Modsat Ceres Park Vejlby, som fredag var fuldstændig dækket i sne, var der dog ryddet i Viborg, så holdet kunne komme på træningsbanen - til stor glæde for cheftræner Nickolai Lund.

- Men det er, som det er, og det er ens for alle, og vi kan heldigvis rose alle omkring os for, at banen blev gjort klar til os i dag, så vi kunne træne, siger han ifølge Viborg Folkeblad.

Det er på søndag, at Viborg tager hul på forårssæsonen i Superligaen. Her møder de Silkeborg IF på udebane i et opgør, der - hvis vejret ikke driller - bliver fløjtet i gang klokken 14.00.

I Silkeborg, derimod, har de ingen problemer med snevejret.

Læs mere her:

Kent Nielsen trods snekaos: Vi har øvet os

Mest læste

Notifications

Notifikationer