En måned som assistent: Hoseth ny cheftræner i Strømsgodset
Den tidligere kortvarige cheftræner i Lyngby, Magne Hoseth, overtager cheftrænerposten i norske Strømsgodset.

Strømsgodset har stået uden cheftræner siden klubben i december sagde farvel til den daværende træner, Dag-Eilev Fagermo, efter både nedrykning og uro på de indre linjer.
I starten af januar kom norske Magne Hoseth så til klubben - i første omgang som assistent - men nu har Strømsgodset, med danske Jackie Rasmussen som sportsdirektør, besluttet, at nordmanden skal have lov til at prøve kræfter med cheftrænergerningen i klubben.
Det oplyser Strømsgodset på sin hjemmeside.
Og til klubbens hjemmeside har Jackie Rasmussen begrundet, hvorfor Magne Hoseth er gået fra at være assistent til cheftræner på blot en måned.
- I den proces, vi var igennem som klub, havde vi behov for en assistent, som kendte situationen, men som også kunne lede holdet i en svær og anderledes periode – samtidig med en aftale om, at han skulle fortsætte som assistent, hvis vi ikke ønskede at foretage ændringer i vores trænerteam.
– Da det stod klart for mig, at vi skulle finde en permanent løsning, foretog jeg en grundig evaluering under træningslejren ved at følge arbejdet tæt og observere, hvordan Magne håndterede denne opgave.

– Jeg indstillede Hoseth til den daglige leder og vores bestyrelse, hvor vi sammen talte om ønskerne og ambitionerne for vores klub. Hoset har alle de værdier, faglige kompetencer og den personlighed, der skal til for at føre holdet videre. Nu ser vi fremad, og jeg er meget tilfreds med, at Magne Hoseth bliver cheftræner for Strømsgodset, siger Jackie Rasmussen til Strømsgodsets hjemmeside.
Til klubbens hjemmeside fortæller Magne Hoseth, at han er overrasket over den måde, spillerne har taget imod hans ideer på, imens han i samme ombæring forholder sig til den uro, der har været i klubben.
- Vi har en meget spændende gruppe, og jeg er positivt overrasket over, hvor hurtigt de har taget den taktiske tilgang til sig, som vi har præsenteret dem for. Det er også en spændende spillergruppe aldersmæssigt, hvilket gør, at jeg har stor tro på dette projekt i lang tid fremover.
– Samtidig er det en gruppe, som har været under meget negativt pres, og derfor er jeg gået ind i arbejdet med åbne øjne og en klar forståelse af, at det ikke er kvaliteten, der er udfordringen, men det der foregår inde i hovederne på dem og presset på deres skuldre. For mig er det vigtigt at fjerne det pres og afdramatisere fodbolden som helhed.
Magne Hoseth har skrevet under på en en toårig aftale i den norske klub.
Du kan læse mere om uroen omkring klubbens tidligere træner herunder:














