Poulsen er rolig – også hvis ‘Paddy’ bliver skadet
Skulle uheldet være ude og Patrick Mortensen rammes af en skade, har Jakob Poulsen muligheder nok.

Det føles som den evige snak: Bredden i AGF's trup.
Særligt nu, hvor man både jagter det danske mesterskab og en finaleplads i Oddset Pokalen.
AGF har i vinterens løb fået handlet ind til flere positioner, men angrebet har stadigvæk kun én konge i Aarhus, nemlig Patrick Mortensen. Det til trods for, at man blev meldt godt og grundigt inde i kampen om Tonni Adamsen i Silkeborg IF.
Men er det for skrøbeligt at sætte sin lid til, at den erfarne målræv bliver ved med at finde vej til netmaskerne gennem hele foråret - og ikke mindst undgår skader?
Det mener AGF-cheftræner Jakob Poulsen ikke.
Nok giver han udtryk for, at Patrick Mortensen stadig er førstevalget til 9'er-positionen, men alternativer mener han selv at have nok af i sin trup.
- Det er jo klart, at vi mister en målscorer. Hvis 'Paddy' ikke kan spille, jamen så mangler vi en, som vi ved er garant for at lave 5-10 mål over en halvsæson. Det ved vi med Paddy, siger Jakob Poulsen til Campo og de øvrige fremmødte medier på Fredensvang.
AGF-cheftræneren fremhæver efterfølgende de alternativer, han i så fald har, hvis uheldet skulle være ude med Patrick Mortensen.
Den liste byder på navne som Stefen Tchamche og James Bogere, ligesom Tobias Bech også kan spiller 9'er, hvis situationen kræver det.
Men det navn, der bliver brugt suverænt mest krudt på, er den hidtil uforløste Janni Serra.
Den høje tysker har nemlig haft en flot vinteropstart, som blandt andet bød på flere mål i de indledende testkampe.
Serra har tanket op
Men har Janni Serra måske i virkeligheden gjort det så godt, at det ikke kræver en skadet Patrick Mortensen for at få ham i aktion?
Jakob Poulsen kan i hvert fald ikke afvise, at der godt kunne vente flere spilminutter til Janni Serra - men uden at love noget.
- Det kommer jo helt an på kampenes forløb. Jeg synes i hvert fald, at han også har fået vist sig selv frem i spillet ude på banen. Han kan sagtens dække den rolle.
- Vi har jo fem indskiftninger, så der er jo rig mulighed for at skifte ud, og vi har også været rimelig gode til at få brugt vores udskiftninger.
- Han har fået lidt mere tid til at bygge på sine relationer med de andre spillere. Det har gjort ham godt, for der er Janni dygtig. Samtidig hjælper det også, at han putter dem ind. Både i forhold til vores syn på ham, men også i forhold til hans eget syn på sig selv, siger Jakob Poulsen.

Om der er mål i støvlerne for Patrick Mortensen eller Janni Serra - eller måske dem begge to - bliver vi klogere på allerede fredag aften klokken 19.00, når AGF tager imod OB i årets første Superliga-kamp.
AGF
Jakob Poulsen












