Pas på, Jelert: Bayern sender back til Galatasaray
Nok er transfervinduet lukket mange steder – men ikke alle.

Den helt store Deadline Day faldt mandag.
Men det er ikke alle steder, der har fået lukket transfervinduet.
Blandt andet i Tyrkiet er det fortsat muligt at få fintunet truppen.
Den mulighed har Galatasaray benyttet sig af.
Bayern München meddeler således på sin hjemmeside, at man har sendt Sacha Boey en tur på leje i den tyrkiske storklub. Lejeaftalen gælder for resten af sæsonen.
Sacha Boey blev hentet til Bayern München fra netop Galatasaray i 2024.
Ikke mindst er det interessant, at Galatasaray i forbindelse med nyheden løfter sløret for, at lejeaftalen indeholder en købsoption.
Sacha Boey gør sig nemlig på den højre back - samme position som Elias Jelert.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Danskeren er godt nok lige nu udlejet til Southampton, der ligeledes har en købsoption på ham - men der er ingen garanti for, at den bliver aktiveret.
Ender Elias Jelerts ophold i Southampton uden en ny kontrakt med den engelske klub, står han altså til at skulle tilbage til Galatasaray, der nu har muligheden for at hente Sacha Boey på en permanent aftale.
Sacha Boey står noteret for 38 kampe i Bayern München. Han har allerede 83 kampe under bæltet i Galatasaray.
Elias Jelert
Galatasaray












