Frank om anførerens kritik: Ville jeg ikke have gjort Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Frank om anførerens kritik: Ville jeg ikke have gjort

Thomas Frank blev forholdt den lidt prekære situation omkring Cristian Romero.

Thomas Frank under en kamp i spidsen for Tottenham.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Er truppen i Tottenham bred nok?

Her kan der nok findes mange, som vil sige nej.

Blandt dem er Cristian Romero, men i modsætning til alverdens fans og eksperter, så er det altså også ham, der bærer anførerbindet om armen i klubben fra det nordlige London.

Derfor vakte det også ekstra opsigt, da han tog sin kritik af Tottenhams transfervindue med på Instagram.

Helt konkret undrede han sig over, at klubben ikke gjorde mere for at sikre en trup med mere bredde.

Da Thomas Frank torsdag aften afgav pressemøde forud for weekendens brag, var Cristian Romero derfor selvsagt et emne, han blev nødt til at forholde sig til.

- Hvis I vil vide, hvad han mente, bliver I nødt til at spørge ham. Det er nok den rigtige måde at gå til det spørgsmål på.

- Cristian er en meget passioneret karakter og spiller, der efterlader alt på banen. Han er meget ambitiøs og vil vinde hver evig eneste gang, og når man er på den måde, så kan der nogle gange komme et udbrud, som det skete denne gang. Det har vi håndteret, og det har vi gjort internt.

- Der er mange forskellige måder, man kan gøre ting på. 'Cuti' har været virkelig god for os i denne sæson og i tidligere sæsoner, det er vigtigt at være opmærksom på det. Men jeg ville ikke selv have gjort det (på den måde, red.), siger Thomas Frank.

Thomas Frank under en kamp i spidsen for Tottenham.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Thomas Frank bliver efterfølgende spurgt ind til, hvordan han selv ser Tottenhams ageren i transfervinduet.

- Vi hentede Conor Gallagher. Han er en kvalitetsspiller til startelleveren, og så hentede vi en ung spiller til fremtiden. Hvis du sammenligner med de andre Premier League-klubber, så er det godt. Og med der hvor vi er, så er det okay.

- Vi forsøgte at gøre mere, men det kunne ikke lade sig gøre af forskellige årsager, siger Thomas Frank.

Tottenham indtager aktuelt 14. pladsen i Premier League.

Lørdag møder man formstærke Manchester United, der senest har nedlagt Arsenal, Manchester City og Fulham.

Mest læste

Notifications

Notifikationer