Mortensen giver opdatering på kontraktsnak i AGF
Patrick Mortensen har kontraktudløb til sommer i AGF. Nu sætter anføreren ord på sin snak med klubben om forlængelse.

📍 Campo på Fredensvang
Om godt og vel fire måneder kan det være slut i den hvide AGF-trøje.
Sådan er situationen for Patrick Mortensen i Aarhus.
Den 36-årige anfører har kontrakt med aarhusianerne indtil udgangen af juni. Så skal den målfarlige angriber tørne ud for De Hviie i næste sæson, kræver det en forlængelse. Og dialogen om en ny kontrakt er i gang.
Patrick Mortensen fortalte midt i januar til Campo, at han og Carsten V. Jensen skulle have en snak om forlængelse under AGF's træningslejr i Spanien. Den snak har målslugeren og fodbolddirektøren nu haft.
- Ja, vi har haft en fin snak. Og vi har en fin dialog.
- Der er ikke noget overhovedet på plads endnu. Og det er heller ikke sikkert, at der kommer det.
- Men jeg tænker, at når der kommer noget på plads, så skal jeg nok melde noget ud, siger Patrick Mortensen til Campo og den øvrige presse efter onsdagens træning på Fredensvang.

Carsten V. Jensen har onsdag heller ikke meget nyt at berette omkring forlængelse af Patrick Mortensen og de tre yderligere spillere, som har udløb til sommer - Felix Beijmo, Eric Kahl og Henrik Dalsgaard.
- Det kører stille og roligt, så jeg har de samtaler, jeg skal have, siger AGF's fodbolddirektør og fortsætter:
- Der er forskellige situationer på de spillere, der er tale om. Vi får løst det hen ad vejen. Så lad os nu se.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Stjæler ikke fokus
For Patrick Mortensen er det anden vinter i træk, hvor angriberen har et halvt år tilbage af sin kontrakt. Omkring samme tid sidste år endte situationen ud med, at kontrakten med AGF blev forlænget med et år.
Det er endnu uvist, om det samme sker denne gang. Det er dog ikke noget, der stjæler fokus for Mortensen midt i en sæson, hvor AGF både ligger nummer ét i Superligaen og er i semifinalen i Pokalen.
- Nej, egentlig ikke. Fordi jeg er så meget i et flow, og mit mindset er, at jeg rigtig gerne vil noget med den her klub, og nu er der en gylden mulighed for at opnå noget.
- Jeg tror, hvis vi havde ligget nummer fem-seks i tabellen, havde jeg måske tænkt lidt flere tanker om det. Men lige nu er jeg et sted, hvor jeg egentlig bare prøver at suge det hele til mig og nyde - nyde, at jeg først og fremmest er frisk og fit, at jeg har det godt og min familie har det godt. Og at jeg har så meget at spille for sammen med resten af truppen.
- Det er jeg meget taknemmelig for, og det er møgfedt. Især når man tænker på, hvor vi kom fra. Det havde jeg jo ikke på nogen måder regnet med. Så det går mit fokus på, og det er sgu egentlig meget rart, siger Mortensen.

På fredag kan Patrick Mortensen og holdkammeraterne i AGF tage hul på et yderst spændende forår, hvor Superligaens førerhold hjemme tager imod OB.
Der er kick off på Ceres Park Vejlby klokken 19.00, og du kan se forårsåbneren i TV på TV3 Sport.
I AGF har der været bud efter flere spillere i transfervindet. Det kan du læse mere om herunder.

AGF
Patrick Mortensen












