Se tallene: Vinterens fem største Superliga-salg
Med lukningen af Superligaens transfervindue og adskillige andre af de vigtigste markeder i Europa ser Campo på vinterens største salg.

Mens Superliga-klubberne ikke længere kan købe spillere, kan de stadig godt sælge dem.
Det skal dog vel at mærke være til ligaer, hvor transfervinduerne stadig er åbne, og de vinduer er lukket i Europas største ligaer nu.
Det var en stille måned i forhold til størrelsen på spillersalgene i Superligaen.
Men nogle spillere blev trods alt solgt, og Campo ser her på den seneste måneds fem største salg.

Noah Nartey
55 millioner kroner
Brøndby IF til Gornik Zabrze
Offensiv midtbane
Superligaens største vintersalg havde indbragt et dobbelt så stort beløb på en længere kontrakt og dermed en bedre forhandlingsposition til Brøndby.
Men sådan formede verden sig ikke for Brøndby, og så fik man en pæn sjat euro for dygtige Nartey, uden at det er et salg, der bringer Brøndby ret meget videre i forsøget på at blive en klub, der sælger de bedste unge spillere meget dyrt.
Handlen finansierer en stor del af Brøndbys januar-handler, i hvert fald transferbetalingerne, og kan kaste nogle flere penge af sig, hvis Nartey og Lyon får succes sammen.

Mohamed Touré
25 millioner kroner
Randers FC til Norwich
Angriber
Angriberen havde været på radaren i Norwich i længere tid, og Randers vidste, han kunne blive solgt.
At det skete så sent var så ikke en fordel for Randers, der dog kan glæde sig over en pæn pose penge, og at man immervæk har fem og seks point i forspring til Fredericia og Vejle.
For Randers er det et fint salg med tanke på, at klubben endnu er i middelklassen for spillerafgange i Superligaen og ikke får så meget for tilsvarende fodboldtalent som de fire-fem største klubber.
Kristall Ingason
10 millioner kroner
Sønderjyske til Brann
Offensiv midtbane
Det er ikke noget kongesalg efter Superliga-standarder men en fin, fin aftale for Sønderjyske, der melder sig tilbage som sælgende klub i Superliga-regi.

Det vigtige her er, at Sønderjyske ikke dratter sammen i de næste fire spillerunder og misser Top 6 – man har fem point i forspring til FCN og Viborg.
Handlen åbner for, Sønderjyske i fremtiden kan skrue videre op for de tocifrede millionbeløb, når man sælger de bedste folk – og vel at mærke bliver i Superligaen.
Justin Che
6 millioner kroner
Brøndby IF til New York Red Bulls
Back
Det var et påfaldende køb i Dallas, og næsten lige så påfaldende er det, at Brøndby åbenbart får tæt på en million dollar for backen, der slet ikke har været i nærheden af noget i Brøndby.
At Che er på denne liste for en så beskeden transfer efter topklub-standarder fortæller historien om, at der er blevet holdt på spillerne i Superligaen denne januar.
Leopold Wahlstedt
3,7 millioner kroner
AGF til Rosenborg
Målmand
AGF tjener ikke på Wahlstedt, men man får en portion af pengene igen, der nogenlunde svarer til de resterende afskrivninger på det oprindelige køb.
Wahlstedt skal have gang i fodboldkarrieren igen, mens handlen for AGF hang sammen med, man hentede en anden målmand i Norge.

Som med Che gælder det, at denne handels størrelse vidner om, at der virkelig ikke blev solgt ret mange spillere i Superligaen denne måned, dels på grund af de danske klubbers jagt på resultater her og nu, dels fordi det europæiske marked har været relativt frossent.













