Medie: AC Horsens fyrer nyansat assistenttræner
Matchet i den østjyske klub har tilsyneladende ikke været der.

De gik målrettet efter ham i sommer, hvor det lykkedes at lande ham.
Bare seks måneder efter sin ansættelse i AC Horsens lader assistenttræner Jacob Dehn dog til atter at være fortid i klubben.
AC Horsens har endnu ikke selv bekræftet den bare 30-årige assistenttræners afgang, men Tipsbladet skriver, sportsdirektør Esben Hansen søndag gav Dehn sin fyringsseddel.
Hvad årsagen til fyringen lyder på, er der endnu ingen forlydender om.
Da AC Horsens i sommer præsenterede Jacob Dehn som ny mand i trænerstaben var der ellers markante roser til den tidligere Randers-, Vejle-, Viborg- og Skive-forsvarsspiller.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi har formået at hente Jacob Dehn til AC Horsens, for han er et af de største trænertalenter i dansk fodbold, og vi er gået målrettet efter ham, lød det i juni fra cheftræner David Nielsen.

- Vi er meget glade for, at vi kan styrke setuppet omkring førsteholdet med ansættelsen af Jacob Dehn, der med sine menneskelige og faglige kvaliteter passer rigtig godt ind i vores klub, supplerede sportsdirektør Esben Hansen ved lejligheden.
Jacob Dehn stoppede i 2021 sin aktive karriere som bare 26-årig for at hellige sig karrieren som træner.
Han startede som U15-assistenttræner i AGF, mens han siden har været forbi Skive IK, Kolding IF og senest altså AC Horsens - alle steder som assistenttræner.
AC Horsens












