Vidundermål! Thomas Frank og Tottenham driller City
Thomas Frank og Tottenham fik taget point fra Manchester City efter en vild scoring af Dominic Solanke.

Thomas Frank og Tottenham har været skidt kørende i Premier League.
Spurs har ikke vundet en eneste af sine seneste fem kampe i den bedste engelske række, og når man er inde i sådan en form, går det sjældent godt, når Manchester City kommer på besøg.
Dog lykkedes det for Tottenham at levere en stærk præstation mod Pep Guardiola og kompagni, da man fik kæmpet sig til et hæderligt 2-2-resultat takket være en magisk scoring fra Dominic Solanke.
Tottenham fik sig dog en grim mavepuster efter bare ti minutter, da Rayan Cherki afsluttede et klinisk kontraangreb fra City og gjorde det til 0-1.
Kort før pausen blev skidt til værre, da det begyndte at trække op til noget af en lussing. En rædderlig clearing fra Radu Dragusin havnede for fødderne af Rodri, som spillede Bernardo Silva helt fri, før han lagde bolden af til Antoine Semenyo, der scorede til 2-0.

I pausen må Thomas Frank dog alt andet lige have trykket på de helt rigtige knapper, da den danske Tottenham-boss kunne se sit mandskab reducerer efter 52 minutters spil.
En god aflevering i dybden fra Xavi Simons havnede for fødderne af Dominic Solanke, som trak ind i banen, hvorefter Marc Guehi på noget uheldig vis fik prikket bolden ind i eget net.
I kampens 70. spilminut leverede Solanke en sand genialitet, da den engelske angriber dirigerede et indlæg fra Conor Gallagher over Gianluigi Donnarumma med en scoring, der meget vel kunne gå hen og blive årets mål.
Solanke fik nemlig styret bolden i mål med et skorpion-spark med hælen.
Se den vilde scoring i videoen over artiklen.
Det lykkedes hverken Tottenham eller City at tilføje yderligere til måltavlen, og således sluttede det 2-2 på Tottenham Hotspur Stadium.
Med det ene point rykker Tottenham op på 14. pladsen, mens Manchester City mister terræn i toppen af Premier League, hvor man dog stadig kan glæde sig over at indtage andenpladsen.
Du kan se hele Premier League-tabellen ved at klikke her.
Tottenham Hotspur
Thomas Frank
Manchester City












