Tidligere Brøndby-duo stråler: Den ene er som genopstået
Der blæser nye vinde i Norwich City, hvor særligt to tidligere Brøndby-spillere har haft en hovedrolle.

Der render en hel del spillere rundt i Norwich City med Superliga-fortid.
The Canaries har fået ny cheftræner i form af Phillipe Clement, og siden belgierens ankomst i november er særligt én af de tidligere kendinge af dansk fodbold blomstret op.
Det fortæller Patrick Devitt, chefredaktør hos The Pink Un, der dækker Norwich City helt tæt, til Campo.
Han fremhæver det tidligere Brøndby-talent Anis Slimane, som i den grad har gennemgået en transformation under Clement.
- Man kan virkelig fornemme, at der er sket en transformation, siden han kom tilbage fra den skade, der holdt ham ude i flere måneder.
- Med tre mål og tre oplæg i de seneste fire kampe, er det jo bare en stor kontrast til hans to mål og to oplæg i de første 36 optrædener for Norwich, siger Devitt til Campo.
Han kalder Slimane for et sikkert førstevalg, selvom Norwich har handlet ind til midtbanen i Brentford.
- Problemet for Slimane har været, at han har haft svært ved at vænne sig til den workload, der er ved at spille i Championship. Hans tekniske niveau har der aldrig været tvivl om, så nu hvor har ser ud til at være kommet ind i en rytme, håber de bare på, at han bliver ved.

Et lyspunkt i en svær sæson
En anden dansker, der har taget store skridt, er Oscar Schwartau, som får store roser af chefredaktøren, der tror, at man kun har set toppen af isbjerget med den 19-årige dansker.
- I en svær sæson, der kulminerede med et trænerskifte i november, har Oscar Schwartau været en af de spillere, der har præsteret bedst. Når man tænker på, at det er en teenager, der har spillet mere end 70 seniorkampe for Norwich, viser det også bare, at han er faldet til i engelsk fodbold.

- Han har spillet store dele af sæsonen i en uvant position, men hvis han kan tilføje endnu mere produktivitet til hans spil, kan han være en stor profil for Norwich i fremtiden, siger han.
Glad for danskere
Chefredaktøren har vurderet de danske spillere i klubben, og rosen er stor til to.
I Mathias Kvistgaarden og Emiliano Marcondes' tilfælde er det dog mere blandet.
- Schwartau og Slimane er klart på vej frem. Kvistgaarden var klubbens store og dyre sommersigning i 2025, men er blevet bremset af problemer med knæet – og samtidig af den stærke målform hos en anden ung angriber, Jovon Makama.

- Emi Marcondes ligner derimod en spiller, som ikke rigtig er i Clements planer, hvilket understreges af, at han nu ofte bliver sorteret fra kamptrupperne, selv om Clement har mange valgmuligheder, siger han.
Norwich skal lørdag i aktion, hvor holdet gæster Middlesbrough i Championship.

Mathias Kvistgaarden
Norwich City
Oscar Schwartau












