Bekræftet: Franskmand færdig i FCK
Yoram Zague er færdig i FC København skriver klubben på sin hjemmeside.

Yoram Zague og FC København blev aldrig noget lykkeligt ægteskab.
Den unge franskmand, der kom til på en lejeaftale på en lejeaftale fra Paris Saint-Germain forud for sæsonen, bliver nemlig sendt tilbage til den franske hovedstadsklub.
Det skriver FC København på sin hjemmeside.
Det var ellers planen, at den blot 19-årige back skulle være på leje hos Løverne frem til sommer, men den aftale er parterne altså blevet enige om at ophæve.
På sin hjemmeside skriver FC København, at de allerede i december besluttede ikke at benytte den købsoption, som hovedstadsklubben ellers havde på franskmanden, og dermed blev det besluttet, at en ny løsning skulle findes for Zague, der altså ikke havde en fremtid i klubben.
Og til klubbens hjemmeside har sportsdirektør Sune Smith-Nielsen fortalt, at beslutningen er truffet i samarbejde med Yoram Zague og moderklubben Paris Saint-Germain.

- Vi har sammen med Yoram og PSG fundet en god løsning for Yoram, siger Sune Smith-Nielsen og fortsætter:
- Det betyder, at vi nu ophæver hans aftale her i København, og Yoram kan derfor tage videre til en klub, som kan give ham mere spilletid, end tilfældet er her i F.C. København, siger han til klubbens hjemmeside.
Blot 15 kampe er det blevet til for Yoram Zague i den hvide trøje, hvor han har scoret to mål og bidraget med et enkelt oplæg.
FC København












