Danskerklubber jagter Høgh: Interne problemer i vejen
Norwich og Celtic jagter Kasper Høgh, men en handel kan blive svær at få i land på grund af den interne situation i klubberne.

Det er ikke overraskende, at telefonerne bimler og bamler i disse dage med beskeder om Kasper Høgh og interesserede klubber.
Den danske angriber kastede selv to knastørre kæppe på bålet ved at score to mål på to minutter mod Manchester City i sidste uges Champions League-runde.
Og mens der er en række interesserede klubber på banen, er det ifølge Campos oplysninger ikke mindst to danskerklubber, Norwich og Celtic, der er brændt godt og grundigt transferlune på Bodø/Glimt-profilen.
Problemer i Norwich
Det er dog langt fra ensbetydende med, at en handel stryger igennem smertefrit, så snart Bodøs aftenkamp i dag mod Atlético Madrid er spillet, og nordmændene dermed kender deres Champions League-skæbne.
I Championship-klubben Norwich står Høgh højt på listen, og i det store køb af Mathias Kvistgaarden sidste sommer viste klubben, man har viljen og evnen til at slippe mønterne for de rette profiler.

Først skal situationen omkring angrebsprofilen Josh Sargent lykkes, og det ser grimt ud.
Ejer, klubledelse og cheftræner Philippe Clement er stiktossede på den amerikanske angriber, der meldte fra til kamp på grund af seriøs interesse fra Toronto FC i et køb.
Det ligner ikke, Sargent nogensinde kommer til at spille for Norwich igen, men det spil kan også trække situationen i langdrag, og dermed købet af Høgh som afløser, hvis ellers den nedrykningstruede Championship-klub kan honorere velhavende Bodø/Glimts høje priskrav.
Og problemer i Celtic
I Celtic ønsker man sig også Kasper Høgh, ligesom man har drømt om skandinaviske navne som Felix Horn Myhre (Brøndbys transfermål i Brann) og AGF's Tobias Bech.
Problemet er, at traditionsklubben tilsyneladende slet ikke kan finde ud af en retning eller finde pengene.
Opret en bruger på Campo og få målrettede nyheder om dine favorithold eller ligaer. Klik på brugerikonet i menuen øverst på campo.dk. 👆🏼👆🏼👆🏼

Med midlertidig manager Martin O'Neill til at holde sammen på stumperne og forsøge at vinde en titel i tæt kapløb med Rangers og Hearts sejler Celtic strategisk og gjorde det allerede i sommer, hvor man skuffende røg i Champions League-kvalifikationen til FK Kairat, mens Brendan Rodgers og fansene skreg på forstærkning.

Især en målscorer eller to mangler – men Celtic-ledelsen forsøger at leje spillere med forkøbsret her i januar i stedet for at købe, så man ikke har forpligtet sig til noget som helst før en total genstart af Celtic til sommer med ny træner og muligvis ny ledelse.
Det forhandlingstræk imponerer næppe solide og veldrevne topklubber i Skandinavien, der ikke falder på halen over en vakkelvorn traditionsklub, der vil hente toptalent uden at forpligte sig til noget og for en brøkdel af markedsværdien.
Stor succes efter Danmark
Kasper Høgh spillede i Danmark for Randers, Hobro og AaB og var et smut i Valur, før han i 2023 røg til Stabæk og hurtigt fik succes i Norge.
Bodø/Glimts cheftræner Kjetil Knutsen afviste i sidste uge, at et salg af Kasper Høgh er på agendaen i den norske topklub.
https://campo.dk/2025/12/18/campos-transferblog/- Vi er ikke nødt til at sælge nogen, men hvis tilbuddet er godt, og spilleren gerne vil afsted, vurderer vi det selvfølgelig og ser på det, sagde Knutsens kollega, direktør Frode Thomassen, i en podcast på GiveMeSport tirsdag.
Både tirsdag og onsdag har der rygter om et tilbud på Høgh fra Norwich, ligesom der gik et tilsvarende rygte i sidste uge.
Bodø/Glimt spiller mod Atlético i Madrid i aften klokken 21.
Se scenarierne for, hvordan FC København kan gå videre i turneringen, i denne artikel.













