Flere transfers på vej i FCK
Sune Smith Nielsen regner med mere transferaktivitet, inden transfervinduet lukker om under en uge.

📍Campo i Barcelona
Transfer-karusellen fortsætter.
Amir Richardson og Kenan Myrie er stemplet ind i FC København-truppen i løbet af januar, mens tre spillere enten har sagt farvel eller på gensyn.
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen har haft nok at se til, men Løvernes vindue er ikke lukket endnu.
Svaret var ikke til at tage fejl af, da Campo til tirsdagens presseseance på Camp Nou forud for Champions League-kampen mod FC Barcelona spurgte, om FCK-bossen forventer mere transferaktivitet.
- Ja, det gør jeg, lød det indledningsvist fra Smith-Nielsen.
- Men hvor meget og hvor lidt? Jeg håber på så lidt som muligt, men vi har noget, vi rigtig gerne vil gøre færdigt. [Dominik] Sarapata er faldet på plads. Han har startet træningen nede i Polen.

- Og så kan vi efterhånden godt sige, at vi har en højreback, vi skal have løst. Det skal være gjort inden på mandag, siger han til Campo og den øvrige presse.
Midtbane-kabalen
Midtbanen har været en stor udfordring for FC København i denne sæson - og det skyldes i høj grad årsager, der er ude af cheftræner Jacob Neestrups hænder.
Magnus Mattson er langtidsskadet, Thomas Delaney har tillige været ukampdygtig i en længere periode i efteråret med skade, og Lukas Lerager kunne man ikke nå til enighed om en kontraktforlængelse med.
Amir Richardson, der udfolder sig på midtbanen, er lejet i Fiorentina, og med hans tilføjelse er FCK-midtbanen så at sige komplet.
- Nej, det er det ikke (et område, FCK kigger på, red). Den er lukket.
- Antalmæssigt har det altid været vigtigt for os at have fire dygtige centrale midtbanespillere. Det får vi nu i Amir Richardson, som vi er rigtig glade at få ind, siger han.
Sune Smith-Nielsen blev også spurgt ind til situationen vedrørende Jacob Neestrup, der på rygtebasis har været kædet sammen med Eintracht Frankfurt.
Læs mere her:

FC København












