Louka Prip ophæver i Polen og vender hjem til Danmark Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Louka Prip ophæver i Polen og vender hjem til Danmark

Den polske klub bekræfter, at parterne har valgt at ophæve kontrakten efter gensidig aftale.

Louka Prip jubler over scoring i AaB.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Louka Prip skabte sig et flot navn i dansk fodbold i særligt AC Horsens og AaB.

Det er dog ikke nogen af de to jyske klubber, der nu henter kantspilleren hjem fra polsk fodbold.

Det er derimod en anden af Prips tidligere klubber - nemlig barndomsklubben Hvidovre IF. Det skriver Tipsbladet tirsdag aften.

Prip har egentlig kontrakt i polske Jagiellonia Białystok, som han skiftede til i sommer, helt indtil sommeren 2027, men den kontrakt har han og klubben i enighed ophævet. Det bekræfter Jagiellonia Białystok.

Louka Prip har ifølge det danske medie skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommer - altså bare et halvt år i første omgang.

Louka Prip imponerede stort i særligt sin første sæson i AaB efter skiftet fra AC Horsens i sommeren 2021.

Louka Prip jubler over scoring i AaB.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hele 14 mål i Superligaen blev det til i 2021-22-sæsonen, en total kun den nuværende AaB-angriber Nicklas Helenius, der dengang spillede i Silkeborg IF, kunne overmatche med i alt 17 scoringer.

Prip var dog også med til at rykke ned med AaB i den efterfølgende sæson, men alligevel hentede tyrkiske Konyaspor ham kort efter nedrykningen til den tyrkiske Süper Lig.

Nu lader han altså til at vende hjem til den danske 1. Division, hvor han formentlig - men langt fra sikkert - skal møde begge sine tidligere klubber i foråret.

Det kræver, at både Hvidovre, AC Horsens og AaB i grundspillets sidste fire kampe forbliver i top-seks. Et møde med AC Horsens er dog helt sikkert for Hvidovre, der møder Den Gule Fare på udebane i grundspillets sidste runde den 21. marts.

Louka Prip står noteret for i alt 17 mål i 82 kampe for Hvidovre IF.

Mest læste

Notifications

Notifikationer