Karakterbogen: Pløkker han Randers til overlevelse?
Warren Caddy er skiftet fra Stade Lausanne til Randers FC. Her er Campos karakterer til handlen.

Vi kan først for alvor vurdere transfers, når der er gået halve og hele år.
Nogle gange går der endnu længere end det, mens det andre gange hurtigere står klart, om en spiller fungerer eller ej.
Campo ser i dette nye koncept med transfer-karakterbogen nærmere på, hvordan en transfer ser ud i de timer og dage, den finder sted.
Her ser vi på Randers' køb af Warren Caddy fra Stade Lausanne.
Warren Caddy
Angriber, Madagaskar, 28 år
Stade Lausanne til Randers FC
Anslået pris: Transfer, angiveligt en pris på tre millioner kroner
Karakter til Randers FC: 6
Karakter til Stade Lausanne: 6
Karakter til Warren Caddy: 7
Vurdering: Randers FC
9 mål i 16 ligakampe er det blevet til, og det er det målsnit, Randers nu jagter.
Caddy kom til Schweiz' næstbedste række fra Paris FC, der i dag spiller i Ligue 1, og gennembruddet er kommet sent i Schweiz efter år i de lavere rækker i Frankrig.

Han har også fået et mindre gennembrud for Madagaskars landshold, der måske lyder obskurt men var et par resultater fra at komme til VM.
Han var ikke Randers' førstevalg, men han passer på profilen: Han giver Randers tyngde i feltet, noget holdet har manglet.
Den opmærksomme læser bider mærke i, Randers' tidligere angriber Florian Danho også kom fra samme schweiziske klub for to år siden.
Det gav ikke Randers nok mål men til gengæld nogle millioner kroner i profit på salget til Esperance i september. Det skal gerne blive bedre denne gang.
Vurdering: Stade Lausanne
Den schweiziske klub er 16 point fra oprykning, og så er det ikke urimeligt at tage pengene for en snart 29-årig angriber og geare holdet frem mod næste sæson.
Tre millioner kroner er ikke overvældende meget, men når man hverken kan rykke op eller ned, er det logisk med en handel.
Alternativet var, Caddy tog videre ved kontraktudløb til sommer – så var det fair at tage pengene.
Vurdering: Warren Caddy
Han har spillet en efterhånden halvlang karriere i Frankrig og Schweiz: Nu skal angriberen for første gang spille i bedste række
Det ligner en udmærket mulighed og et godt valg med en meget klar vej til spilletid og et støtteapparat, hvor Caddy langt fra er den første fransktalende spiller.

Angriberen har scoret regelmæssigt i halvandet år i Lausanne, og parterne håber naturligvis, det fortsætter i Danmark.
Forventninger følger også med: Randers skal styre fri af bunden, Caddy er hentet til som profil og skal score mål, så der skal præsteres med det samme.
Husk du kan få endnu flere transfernyheder på Campo.
Har du læst denne historie?

Randers FC












