AGF’s nye håb skal have tid: Starter bagerst i køen
James Bogeres navn er allerede blevet kædet sammen med store håb og forventninger i AGF. Cheftræner Jakob Poulsen maner til ro omkring det 18-årige stortalent.

James Bogere er navnet på en af de mest hypede fodboldspillere i AGF.
Den unge landsholdsspiller fra Uganda er efter årsskiftet kommet til Superligaens førerhold fra samarbejdsakademiet El Cambio, og inden han så meget har sat benene på dansk jord, er han spået en stor fremtid i klubben.
Cheftræner Jakob Poulsen har på træningslejren i Spanien fået muligheden for at se Bogere an på andet end video, og her er det tydeligt nok, hvorfor klubber som Manchester United og Ajax forsøgte sig på det unge stortalent.
Han endte dog i AGF, og her skal han have tid til at falde til, siger Jakob Poulsen, der også melder, at James Bogere ikke nødvendigvis kommer til at få mange minutter på førsteholdet i foråret.
- Helt fremme har Patrick Mortensen siddet godt på tronen, og nu virker det til, at Janni (Serra, red.) er ved at finde nogle gode ting frem. Samtidig har vi jo også Kristian Arnstad, Tobias Bech, Frederik Emmery, Stefen Tchamche, Tomás Kristijánsson og andre, der gør det godt, så der er nogle spillere, der lige nu står foran James i køen, siger cheftræner Jakob Poulsen til TV2 Sport.
Åbenlyse kvaliteter i AGF's unge håb
Selvom James Bogeres talent er tydeligt at få øje på, så er det ikke ensbetydende med, at han kan gå direkte ind på AGF's førstehold, fortæller holdets cheftræner.
- Selvfølgelig kan vi se, han har nogle åbenlyse kvaliteter, ellers var vi jo aldrig gået efter ham. Dem kan vi helt sikkert godt få brug for. Men jeg tror bare ikke, folk skal have for store forhåbninger om at se ham nu og her. Han fylder altså også kun 18 år til februar, siger Jakob Poulsen.

James Bogere var ikke den eneste spiller, AGF hentede til klubben fra El Cambio-akademiet.
Også Hamuza Sengooba har skrevet kontrakt med Aarhus-klubben.
En anden AGF-spiller kæmper for at blive klar til forårspremieren mod OB.
Læs mere her:

AGF
Jakob Poulsen












