AGF-juveler skinnede igennem med hattricks
I Aarhus har de tilsyneladende fået lidt af et talent denne sommer.

Termometeret har fået et gevaldigt nøk opad, men det samme kan ikke siges om kvaliteten hos modstanderne.
Tirsdag aften slog AGF's U19-mandskab på træningslejren i Spanien et lokalt hold fra Murcia med hele 9-0.
Særligt to spillere glimrede undervejs i kampen, hvor nytilkomne James Bogere scorede hattrick - en bedrift holdkammeraten Andreas Harsløf også kunne præstere.
Mens 18-årige Harsløf kun skulle bruge 35 minutter til at score sit hattrick, så tog ugandiske Bogere sig den frihed at sprede sine mål ud over begge halvlege med to i den første og en enkelt på straffespark i anden.
Emil Helt, Tristan Theilade Thomsen og Silas Bager var de øvrige AGF'ere, der ligeledes kom på tavlen i det sydspanske.

Det er første gang, James Bogere er i aktion for sin nye klub, men der er stadig et stykke vej, før han overtager rollen som spydspids for klubbens superligamandskab, lyder det fra cheftræner Jakob Poulsen:

Fem ungdomsspillere var allerede rejst med AGF's superligatrup til Spanien, hvor de i onsdags fik selskab af 12 spillere yderligere fra klubbens U17- og U19-mandskab.
De 12 nye spillere var Marius van der Raad, Ekimini Ime, Ibrahim Traoré, Emil Helt, Andreas Harsløf, Adam Fuglsang, Liam Eggert, William Laugesen, Johan Friis Mortensen, Silas Bager, James Bogere og Tristan Theilade Thomsen.
De sluttede sig til Otto Lyhne, Mouhammade Camara, Oskar Haugstrup, Zander Grantzau og Christian Storch, der allerede var rejst til træningslejren lidt syd for Alicante med klubbens superligatrup.
Både superligatrup og ungdomsspillerne returnerer til Aarhus onsdag.













