Wass har snart udløb i Brøndby: Her er status
Daniel Wass fortæller til TV 2 Sport, at han og Brøndby endnu ikke er begyndt dialogen om en kontraktforlængelse.

Når man tænker på Daniel Wass, forbinder man ham straks med Brøndby IF.
Den tidligere danske landsholdsspiller startede karrieren i Brøndby, hvor han spillede fire år på førsteholdet, inden han det næste årti foldede sig ud i udlandet på flere store adresser.
I 2022 vendte ham til hjerteklubben, men til sommer kan det være slut.
Den tidligere mangeårige Valencia-stjerne står snart uden kontrakt, og Wass og fodbolddirektør Benjamin Schmedes har ikke sat sig ved forhandlingsbordet - endnu - og drøftet en forlængelse, siger Wass til TV 2 Sport.
- Vi er ikke i dialog endnu, men det skal vi nok komme. Vi har stor respekt for hinanden i det her, og vi finder en dialog, når tiden er rigtig, siger han til TV 2 Sport.
Wass runder senere på året 37 somre, og et karriestop nærmer sig. Brøndby-klubmanden er måske ikke længere det sikre førstevalg i truppen, men hvis det stod til ham, blev kontrakten forlænget.
- Så længe jeg synes, at fodbold er sjovt, og jeg føler, at jeg stadig kan være med, så kan jeg ikke se problemer fra min side. Men der skal to til tango i det her, som man siger, så det er lidt underordnet, hvad jeg vil, hvis de ikke vil. Men vi skal nok finde en god dialog om det, siger Daniel Wass.

Danskeren har spillet 22 kampe i indeværende sæson, hvor det er blevet til to scoringer og fire assists.
Brøndby spiller næste træningskamp mandag mod MLS-holdet Real Salt Lake.
Vestegnsklubben er tilbage i Superligaen den 8. februar, hvor Randers FC gæster Brøndby Stadion.

Daniel Wass
Brøndby IF












