Karakterbogen: Brøndby vinder Spierings-transferen
Stijn Spierings er skiftet fra Brøndby IF til Real Salt Lake. Her er Campos karakterer til handlen.

Vi kan først for alvor vurdere transfers, når der er gået halve og hele år.
Nogle gange går der endnu længere end det, mens det andre gange hurtigere står klart, om en spiller fungerer eller ej.
Campo ser i dette nye koncept med transfer-karakterbogen nærmere på, hvordan en transfer ser ud i de timer og dage, den finder sted.
Her ser vi på Brøndby IF's salg af Stijn Spierings til Real Salt Lake.

Stijn Spierings
Central midtbane, 29 år, Holland
Brøndby IF til Real Salt Lake
Anslået pris: Transfer, prisen er indtil videre ukendt
Karakter til Real Salt Lake: 5
Karakter til Brøndby IF: 7
Karakter til Stijn Spierings: 7
Vurdering: Real Salt Lake
Han var god i Toulouse, men der er godt nok ikke sket meget godt i Spierings' karriere i Danmark.
MLS er en liga i vækst, og de løsere taktiske rammer kan muligvis hjælpe hollænderen, men det er også lidt svært at se, det her sætter fut i klubben i USA, der endte på en flad niendeplads ud af 15 hold i den vestlige del af MLS i 2025.
Klubben har set mod Danmark flere gange med kontrakter til den tidligere Silkeborg-spiller Lukas Engel og FCK's Diogo Goncalves.
Det vil være uansvarligt ikke at bemærke, Global Football Holdings' frontfigur David Blitzer også spiller en hovedrolle i Real Salt Lake, og at klubberne dermed indgår i et løst klubsamarbejde.
De mødes mandag i Atlantic Cup i Portugal, så der vil være mulighed for straks at vurdere nyindkøbet.
Vurdering: Brøndby IF
Det er usikkert, hvad Stijn Spierings er handlet til af pris, og rygterne går i forskellige retninger.

Det er under alle omstændigheder fint løst at få Spierings videre, efter tre trænere har vurderet, hollænderen ikke passer til holdet, uanset formation.
Med det CV var hollænderen ikke billig i drift, og med store indkøb i januar og spændende unge midtbanespillere, der skal på banen, gav det på alle parametre mening, at hollænderen skulle afsted og have chancen for at spille flere minutter.

Prissætningen af Spierings er vildt interessant med tanke på de to klubbers fælles ejerskab: Det er påfaldende, Spierings ender præcis der og ikke i alle mulige andre klubber.
Det her er isoleret en god handel for Brøndby nærmest uanset hvad.
Vurdering: Stijn Spierings
Han så ikke ud til at få en stor rolle i Brøndby, og så er timingen med USA fin til en ny sæson derovre.

Som 29-årig er Spierings en voksen mand, der har haft alle forudsætninger for selv at vælge – den vinkel er værd at have øje på mellem relaterede klubber, hvis det er purunge spillere.
De taktiske bånd er ofte løsere i USA, også selv om ligaen er i hastig udvikling, så på papiret virker det som et fint valg, hvor der samtidig er mulighed for at et væld af oplevelser i det store land.

Brøndby IF












