Undrer du dig? Sådan vil Saudi hente 50 superstjerner
ANALYSE: Hvis du undrer dig over, hvordan Saudi-Arabien kan tale om at hente superstjerner som Bruno Fernandes og Vini Junior, kommer Campo med forklaringen her.

Der har været stille omkring den saudiarabiske liga i dette transfervindue, og der var det egentlig også sidste sommer.
Men stilheden varer ikke ved.
Flere internationale medier, herunder Talksport, fortæller i disse timer om en liste med 50 superstjerner, Saudi-Arabiens topliga vil jagte til sommer.
Mohamed Salah-koblingen er kendt, at Bruno Fernandes, Casemiro og Robert Lewandowski nævnes er heller ingen overraskelse.
Men hvad der derimod er påfaldende er den måde, det bliver grebet an for centralt hold, som om det er ligaen og ikke de enkelte klubber i Saudi-Arabien, der tager initiativet.
Og det er netop sådan, det foregår med de store klubber i Saudi-Arabien, der er meget tæt på regimet og dets statslige investeringsfond PIF.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Gruppe laver transfers
Saudi-Arabiens liga har en gruppe dedikeret til at hente topspillere i Europa.
Gruppen er ledet af den tidligere Chelsea-sportsdirektør Michael Emenalo og er i høj grad til stede i Europa og med de mest indflydelsesrige agenter i verden.

Klubberne i bedste række i Saudi-Arabien har også deres egne sportsdirektører og tekniske afdelinger.
Men når det kommer til de største profiler fra især Europa, kommer klubberne med ønsker til Michael Emenalos centralt placerede gruppe.
Gruppen forsøger derefter at finde de bedst egnede kandidater til en transfer og hjælper med processen.
Store stjerner
Da Cristiano Ronaldo kom til Saudi-Arabien som kæmpenavnet i de seneste års bølge af investeringer, var det faktisk meningen, den portugisiske verdensstjerne skulle have været til Al-Hilal, der er landets største og stærkeste klub.
Men da Al-Hilal havde transferforbud uddelt af FIFA for manglende betalinger til tidligere spillere, flyttede man i stedet Cristiano Ronaldo til Al-Nassr.
Og her i 2026 betyder det tilsyneladende en ny satsning, hvor Mohamed Salah, Vínicius Júnior, Bruno Fernandes, Robert Lewandowski og op mod 50 spillere skal hives til ligaen til sommer.
Læs mere om transfervinduet i Campos transferblog:














