Brøndby sælger dyr midtbanespiller til GFH-klub
Den vellønnede Stijn Spierings er fortid i Brøndby IF.

Han kom med en nær fortid som profil i franske Toulouse.
Men i Brøndby IF blev Stijn Spierings aldrig et hit, og nu skifter midtbanespilleren til amerikanske Real Salt Lake.
Handelspartneren Real Salt Lake er interessant, da Global Football Holdings' frontfigur David Blitzer er minoritetsejer i MLS-klubben.
Slog aldrig til
Stijn Spierings har spillet i 17 af 18 ligakampe i denne sæson for Brøndby, men hollænderen var tydeligvis ikke cheftræner Steve Coopers foretrukne mand.
Spierings skiftede til klubben på en fri transfer, men det er ingen hemmelighed, at han har været en løntung spiller.

Heller ikke forgængerne Frederik Birk og Jesper Sørensen så lyset i hollænderen, der ikke fandt sig til rette i Brøndbys intense spillestil.
Spierings fik tidligere på måneden fripas til at finde en klub, da han og Jordi Vanlerberghe ikke kom med på Brøndbys træningslejre i Spanien og Portugal i Brøndbys forsøg på at få de profilerede og vellønnede spillere videre i karrieren.
At Spierings skulle væk stod allerede klart, da Brøndby købte Bartosz Slisz af amerikanske Atlanta United før første træningsdag 9. januar.
Spierings nåede 40 kampe for Brøndby.
Den 29-årige midtbanespiller har spillet for Toulouse, Lens, Sparta Rotterdam, Waalwijk, AZ Alkmaar og Levski Sofia.













