Trods dialog: Derfor er Glen Riddersholm ikke med i Wien
De to danske trænere arbejdede sammen i Norwich.

I engelske Norwich stod Johannes Hoff Thorup i spidsen som cheftræner med Glen Riddersholm ved sin side.
De blev sammen smidt på porten i april efter knap et års samarbejde.
Nu har Hoff Thorup fået nyt job som cheftræner i østrigske Rapid Wien, og han har også taget to tidligere assistenttrænere med sig, nemlig Alan Gürkan Arac, der også agerede assistent for danskeren i FC Nordsjælland og Norwich, samt Joe Shulberg, der også var i Norwich.
Men Glen Riddersholm kommer ikke med til Wien, bekræfter Johannes Hoff Thorup i et interview med Campo, selvom de to danskere har været i dialog.
- Nej, ikke i denne omgang (samarbejde med Riddersholm, red.).
Har I haft nogen dialog, om I skulle fortsætte samarbejdet på et tidspunkt?
- Ja, det havde vi, og det har vi også.
- Man bliver jo også tætte, når man arbejder sammen i udlandet, fordi man bruger rigtig mange timer sammen. Så det har vi, fortæller Johannes Hoff Thorup.

Ikke et Riddersholm-projekt
Der er en særlig grund til, at det ikke skulle være i Rapid Wien, at Hoff Thorup og Riddersholm igen skulle forenes, til trods for det gode samarbejde i Norwich.
Det handler om projektet, der venter i Østrig.
- Glen var jo rigtig, rigtig god til det projekt, der var i Norwich, hvor det virkelig var et projekt, der handlede om at åbne op for akademiet og sparke en dør ind, som de aldrig har sparket ind før.
- Jeg har sagt mange gange, at Glenn sad jo til langt ude på aftenen nogle gange med akademitræneren i Norwich for at fortælle om vores idéer og for at få bygget en bro.

- Men det her projekt er lidt anderledes og ikke nødvendigvis et projekt, hvor vi skal række ud til akademiet lige til at starte med. Det er noget, vi gerne vil etablere på et tidspunkt, men lige til at starte med er der noget, der er vigtigere, siger Hoff Thorup.
Den danske cheftræner understreger dog, at det har været vigtigt for ham at tage nogle bekendte med sig til Rapid Wien.
- Der er rigtig, rigtig meget arbejde, og faktum er jo, at assistenttrænerne, analytikerne, fysioterapeuterne, de fysiske trænere, og målmandstrænerne arbejder lige så meget (som cheftræneren, red.), og de skal være lige så dygtige.
- Så derfor er det vigtigt for mig, at jeg kan tage nogen med, som jeg kender, siger Hoff Thorup.
Johannes Hoff Thorup blev ansat ved årsskiftet, og han har fået en kontrakt i Rapid Wien frem til sommeren 2027.
Aktuelt indtager klubben en syvendeplads i den østrigske Bundesliga efter 17 kampe.
Bundesligaen er tilbage efter vinterpausen i begyndelsen af februar, hvor Hartberg kommer på besøg.

Norwich City












