AaB-anfører tog et markant skridt ned: Glad hver morgen
Benjamin Tiedemann er vild med det projekt, han er landet i i AaB.

Han har i dén grad allerede sat sit aftryk i klubben.
31-årige Benjamin Tiedemann blev bare 38 dage inde i sit ophold i AaB udnævnt til ny anfører i klubben.
Den fynske forsvarsspiller kom til AaB den sidste dag i august efter seks og et halvt år i norsk og svensk fodbold hos første norske Haugesund og siden storklubberne Molde og AIK fra Stockholm.
Selvom returen til dansk fodbold og AaB i hvert fald på papiret var et skridt ned efter AaB's nedrykning i sommer, så er klubbens nye anfører vild med sin nye tilværelse.
- Jeg er motiveret hver dag og hver morgen, jeg står op. Jeg ved ikke, om det kommer bag på mig, men jeg er glad for det hver morgen, når jeg står op, og jeg kommer en smil på læben, så det er fedt, siger Benjamin Tiedemann til Campo og uddyber:
- Jeg er faldet helt vildt godt til. Da jeg kom til AIK, lå de under stregen. Jeg kan godt lide de der projekter, som er lidt sjove. Det her projekt lige nu; AaB - stor klub, hvor det ikke er gået super godt de sidste par år. At prøve at være med til at få det op igen, det var en stor inspiration for mig, og når man køber ind på den præmis og det projekt, så har det været helt vildt let.
Hør fra Benjamin Tiedemann selv herunder:
Med sine 31 år er det kun Nicklas Helenius, der er ældre end Benjamin Tiedemann i den nuværende AaB-trup, og den erfarne forsvarsspiller er da også meget bevidst om, hvad han selv skal bidrage med til den unge trup.
- Jeg har været vant til at spille i nogle gode klubber de sidste år og spillet om mesterskaber, men jeg synes, at der er nogle rigtig dygtige drenge her. Der har måske manglet lidt substans, og det er det, jeg prøver at bidrage med. Der er masser dygtige spillere, som er bedre end mig rent teknisk.
- Jeg synes bare, det har været fedt at komme ind i en gruppe, som gerne vil blive bedre og gerne vil lytte, lyder det på klingende fynsk fra Tiedemann.
Indtil videre er det blevet til fuld spilletid i samtlige 11 kampe i efteråret for Tiedemann, der altså også har båret anførerbindet i de sidste seks kampe.

AaB har fortsat et efterslæb på seks point op til oprykningspladserne i 1. Division, men vinterpausen kom på et godt tidspunkt for nordjyderne.
- Jeg tror, ferien har været god til os. Jeg synes, at der er mange, der er kommet med masser god energi, masser af lyst til at træne, masser af lyst til at blive bedre. God intensitet. Den der [lyst] til at vinde til træning, så det har været godt, lyder det fra Tiedemann.
AaB indleder forårssæsonen med en hjemmekamp mod topholdet fra Hillerød den 27. februar.
AaB












