Lang pause venter landsholdsbobler ovenpå grim knæskade
2025-26-sæsonen er ved at udvikle sig til lidt af et mareridt.

FC Utrecht må nu klare sig uden Victor Jensen i en længere periode.
Den danske midtbanespiller blev ramt af en knæskade i søndagens 2-1-nederlag mod Volendam, og nu bekræfter klubben den triste nyhed.
- Victor Jensen led en alvorlig skade i søndags i udekampen mod FC Volendam. Den 25-årige midtbanespiller ser frem mod en langvarig genoptræningsperiode på grund af knæskaden, lyder det fra FC Utrecht.
Klubben kommer ikke nærmere ind på knæskadens karakter, men bekræfter, at skaden holder Jensen ude i flere måneder.
Victor Jensen startede sæsonen som lyn og torden, og hans fem mål i Europa League-kvalifikationen var stærkt medvirkende til, at Utrecht overhovedet kvalificerede sig.
Også i Æresdivisionen blev sæsonen indledt på bemærkelsesværdig vis med tre mål i de første tre kampe.

Det kastede en landsholdsudtagelse af sig, men Utrecht-danskeren var nødt til at sende landstræner Brian Riemer et afbud til den potentielle debut, da han blev ramt af en baglårsskade.
Den skade holdt ham ude i ni kampe, inden han gjorde comeback sidst i november. Siden er det blevet til spilletid i alle Utrechts fem kampe i Æresdivisionen.
Nu lader det til at være tvivlsomt, om han overhovedet kommer yderligere i kamp i denne sæson, hvor der resterer 16 kampe i Æresdivisionen, der afsluttes 17. maj.
FC Utrecht













