Coopers vilde transferkup lægger pres på Schmedes
ANALYSE: Ben Godfrey rykker fra Atalanta til Brøndby IF. Her er Campos karakterer til handlen.

Vi kan først for alvor vurdere transfers, når der er gået halve og hele år.
Nogle gange går der endnu længere end det, mens det andre gange hurtigere står klart, om en spiller fungerer eller ej.
Campo ser i dette nye koncept med transfer-karakterbogen nærmere på, hvordan en transfer ser ud i de timer og dage, den finder sted.
Her ser vi på Brøndbys lejeaftale med Ben Godfrey fra Atalanta.

Ben Godfrey
Midtstopper, England, 28 år
Atalanta til Brøndby IF
Anslået pris: Lejeaftale
Karakter til Brøndby IF: 8
Karakter til Atalanta: 5
Karakter til Ben Godfrey: 7
Vurdering: Brøndby IF
Der er et par vigtige mellemregninger, vi skal have med her.
At en 28-årig midtstopper med landskampe for England er tilgængelig for Brøndby, hænger sammen med, at karrieren overhovedet ikke har fungeret godt for Godfrey de seneste 18 måneder.
Han blev solgt fra Everton til Atalanta, lejet til Ipswich få måneder senere, og blev så i denne sæson droppet af Sheffield United i Championship, selv om lejeaftalen var for hele sæsonen.
Det er tindrende naivt ikke at se det som et faresignal.
Og når det så er sagt og skrevet, er det noget af et navn af få til Superligaen og Brøndby IF.
Der er et tydeligt Steve Cooper-fingeraftryk på denne handel, og kan Godfrey finde tilbage til spillet i de bedste perioder i Everton, er det her en fremragende handel for Brøndby IF.
Ringe i vandet
Og så giver det ingen som helst mening at læse denne handel i et vakuum.
For det er signal, der må kunne se med en kikkert fra Mars, at Brøndby henter en engelsk stopper, alt imens Jordi Vanlerberghe og Rasmus Lauritsen helt tydeligt ikke er spillere, Cooper har stor fidus til i 2026.
Det her er en presbold pløkket i retning af sportsdirektør Benjamin Schmedes, der har 12 dage til at få kuglen under kontrol og afleveret i hvert fald én midtstopper ud ad døren i Brøndby.

En Vanlerberghe-handel faldt for nylig til jorden, men selvfølgelig leder Brøndby og agenterne med lys og lygte efter en løsning her og nu, ligesom flere andre Brøndby-spillere tydeligvis gerne må finde et andet sted at spille fodbold i foråret, hvor Brøndby i den grad går all-in for at slutte på Europa-pladserne.
Vurdering: Atalanta
Det er ikke nogen fremragende sag for Bergamo-klubben at udleje Godfrey for tredje gang på et år.
Italienerne skal krydse fingre for, Godfrey spiller fast i Brøndby og kommer i omdrejninger igen, så han kan handles permanent til sommer til Brøndby eller en anden klub.
Intet tyder på, englænderen skal tilbage til den italienske topklub, og med al respekt for Superligaen og Brøndby er det ikke en typisk destination for en 28-årig englænder med A-landskampe.
Vurdering: Ben Godfrey
Det er en meget påfaldende transfer, det her, og det gælder også for Ben Godfrey.
Ikke i sin vildeste fantasi må englænderen have set for sig, at han skulle flytte til København, da han skiftede til Atalanta i sommeren 2024 for at spille for en klub på Champions League-niveau.

Det kan være svært at flytte til udlandet, og det er bemærkelsesværdigt, Godfrey heller ikke fandt fodfæste, da han rykkede tilbage til England i 2025.
Det bør være en topmotiveret midtstopper, der kommer til Brøndby for at få karrieren i omdrejninger igen, og der bør da være alle muligheder for at spille sig på, når cheftræner Steve Cooper så tydeligt ikke var tilfreds med afslutningen i efteråret og varslede store forandringer.
Og der følger naturligvis også et pres på midtstopperen med det CV, han kommer til Superligaen med.
Det er nu, han skal levere og genstarte karrieren igen.
Brøndby IF












