Lyngby afslører: Skal skifte ejer
Lyngby Boldklub er blevet tilført 20 millioner kroner – og jagter meget mere endnu.

Lyngby Boldklub har store ambitioner.
Tirsdag oplyser topholdet i 1. division, at klubben er blevet tilført 20 millioner kroner.
Udmeldingen sker som et led i den officielle start på en markant kapitaludvidelse med det formål at sikre Lyngbys fremtid i dansk fodbold, lyder det.
Planen for kapitaludvidelsen er, at man skal nå op på mellem 40 og 50 millioner kroner. Der jagtes derfor 30 millioner kroner yderligere inden april. Udbuddet rammer markedet i dag tirsdag.
Og hvad skal de mange penge så bruges til?
Jo, Lyngby Boldklub kigger såmænd mod nogle af de etablerede jyske Superliga-klubber, som man håber på at kunne gøre kunsten efter:
- Strategien er at skabe en stabil top 8-klub efter forbillede fra klubber som Viborg, Randers og Silkeborg.
- Med de første 20 millioner kroner på plads fra den eksisterende ejergruppe af lokale erhvervsfolk, er der nu åbnet for, at investorer fra hele landet kan træde ind. Målet er at finde de resterende 20 til 30 millioner kroner blandt folk, der ser potentialet i kombinationen af et moderne stadionbyggeri og en af landets stærkeste talentudviklings-maskiner inden for fodbold, siger Lyngby Boldklubs direktør, Andreas Byder.

Lyngby har lige nu udsigt til at have et færdigrenoveret, nyt stadion klar i 2029.
Tirsdagens pressemeddelelse er samtidig første gang, at ejerkredsen i Lyngby Boldklub, Friends of Lyngby, melder ud, at klubben på sigt skal videre på nye hænder.
- Når vi om tre år står med et nyt stadion og en endnu sundere forretning, vil det være naturligt at undersøge markedet for, hvem der bedst kan føre klubben videre.
- Vi har altid vidst, at vi kun har denne traditionsrige klub til låns. Vi elsker det her projekt, vi har kæmpet for siden 2018, men det er byen og fansene, der ejer klubben i hjertet. Vi er her for at gøre det bedst muligt, så længe vi har ansvaret. Vi søger ikke et her-og nu-salg, slet ikke, men vi er realistiske omkring fremtiden.
- Hvis Lyngby skal løfte sig yderligere og bide sig fast i top 8 i Superligaen, kræver det på sigt en anden form for kapital. Derfor inviterer vi nu nye investorer med på en investerings-etape. Som investor får du den x-faktor ind, vi Friends elsker så meget, nemlig at være helt tæt på og inde i beslutningerne omkring en professionel fodboldklub. Ved siden af det vil en investor nu få en reel investering-plan med, hvor der med fodboldens vilde udvikling globalt, og især omkring hovedstæderne, ligger et stort potentiale, siger Lars Bendixen, formand i Friends of Lyngby A/S.
Friends of Lyngby overtog klubben i 2018.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at man forudser en mulighed for at tre- eller firedoble klubbens værdi frem mod 2029.
Lyngby Boldklub












