Campo erfarer: Massiv interesse for Vejle-kant
Flere udenlandske klubber banker for at hente Alexi Pitu i Vejle, kan Campo nu løfte sløret for.

Alexi Pitu er ikke rejst med holdkammeraterne fra Vejle Boldklub på træningslejr i Cypern.
Sammen med en lille håndfuld spillere er Pitu blevet hjemme i Danmark, og signalet fra den nye cheftræner, Claus Nørgaard, kan derfor ikke være til at tage fejl af:
Find et nyt sted at spille.
Og meget tyder på, at den rumænske offensivspiller snart kan være fortid i Nørreskoven.
Ifølge Campos oplysninger jagter CD Nacional og AVS fra den portugisiske liga den 23-årige Pitu. De to klubber kæmper lige nu en heftig nedrykningskamp i den bedste portugisiske række.
Også fra nabolandet Spanien er der interesse for Pitu fra Sporting Gijón. De ligger aktuelt nummer ni i LaLiga2.
Og det er ikke kun klubber på den Iberiske Halvø, der har øjnene rettet mod Pitu, der har kontraktudløb i Vejle til sommer.

Hjemlige rivaler jagter også
Også i den den hjemlige rumænske liga har de to rivaliserende hovedstadsklubber FC Rapid og Dinamo Bucuresti meldt sig på banen som bejlere til Pitu, som Campo forstår det.
De to klubber ligger nummer to og tre i tabellen, og selvom de historisk set betragtes som 'lillebrødre' i forhold til FC Steaua Bucharest, så er det store klubber i rumænsk sammenhæng.
Pitu kom til Vejle forud for denne sæson, men har kun fået sporadiske indhop og er da også noteret for nul mål i sine otte optrædener.

Vejle Boldklub












