Fra trænerbænken i Viborg til PL: Afslog storklub
I sommerpausen blev han ansat i engelske Burnley, men en Champions League-klub har også tidligere været ude efter ham.

Viborg FF har mange gange tidligere vist, at klubben er gode til at sælge - og det er ikke kun på spillerfronten.
For på trænerbænken har Kløverklubben blandt andre solgt Lars Friis, Jacob Friis, Jacob Neestrup, Jakob Poulsen samt norske Pål Fjelde.
Nordmanden, der har dødbolde som sit speciale, stoppede i sommer som assistenttræner i klubben, efter han var blevet købt fri af sin kontrakt i domkirkebyen af Burnley.
Premier League-klubben var dog ikke den eneste, der forsøgte at lokke ham videre fra Viborg.
Ligue 1-storklubben AS Monaco forsøgte nemlig at hente ham i Viborg i foråret 2025, fortæller Fjelde i et interview med norske VG.
Fjelde havde muligheden for at udskifte Viborg med Monaco og Champions League, men svaret fra dødsboldstræneren var nej.

For sideløbende med arbejdet i Viborg - og nu i Burnley - er han dødboldstræner på det norske landshold, og Monaco krævede, at han sagde op på landsholdet og udelukkende havde fokus på den monegaskiske klub.
- Jeg følte et ansvar for det projekt, vi havde sat i gang. Selvom vi ikke var kvalificeret til VM (på daværende tidspunkt, red.), ønskede jeg at gøre det, vi havde begyndt, færdigt, forklarer Fjelde til VG.
De sidste godt og vel seks måneder har Fjelde været en del af Scott Parkers trænerstab i Burnley, og han nyder det til fulde.
- At få muligheden for at blive træner i Premier League er en drøm, der er gået i opfyldelse.
Viborg hentede Fjelde i Viking FK i 2023. Nordmanden var tilknyttet VFF i to år.

Burnley
Viborg FF












