Efter mislykket panenka i AFCON-finale: Min sjæl gør ondt
Den marokkanske topscorer har været ved tasterne efter hans hovedrolle i Marokkos finalenederlag til

Det, der skulle have været en af finalens sidste berøringer, endte med at blive Brahim Diaz' mareridt.
Real Madrid-spilleren, der altså blev topscorer ved turneringen, missede fra ellevemeterpletten dybt inde i dommerens tillægstid ved stillingen 0-0. Den marokkanske stjerne forsøgte sig med et panenka-spark, der havnede i favnen på Senegals målmand, Edouard Mendy.
Dagen efter finalen, som Senegal endte med at vinde 1-0 efter forlænget spilletid, har Brahim Diaz været ved tasterne, hvor han undskylder dybfølt.
- Min sjæl gør ondt. Jeg drømte om denne titel på grund af al den kærlighed, I har givet mig. For hver besked, for hver støtte, der fik mig til at føle, at jeg ikke er alene. Jeg kæmpede med alt, hvad jeg havde, med mit hjerte først, indleder Diaz i er opslag på Instagram.
- Jeg fejlede i går, jeg tager det fulde ansvar, og undskylder af hjertet, skriver han desuden, mens han samtidig fortæller, at han vil fortsætte, selvom det bliver svært at komme over.
Den marokkanske Real Madrid-spiller fik efter kampen overrakt sin medalje, ligesom han fik trofæet som turneringens topscorer efter fem mål i løbet af AFCON.

Holdkammerat og landstræner fra Marokko udtalte sig efter kampen om det brændte straffespark. Læs mere her:














