‘CV’ deler holdning om Mortensen-forlængelse
Patrick Mortensen har kontrakt med AGF frem til udgangen af denne sæson.

Patrick Mortsen har været forreste mand for AGF mere eller mindre siden, han kom til i 2019.
Siden er han blevet klubbens mest scorende spiller nogensinde, og han står noteret for knap 250 kampe for holdet fra 'Smilets by'.
Selv denne sæson, hvor alderen siger 36, har han været toneangivende med scoringer og godt med minutter.
Inden længe står han og klubben dog overfor en beslutning om angriberens fremtid. Hans kontrakt udløber, når denne sæson er færdig, og her vil han være fyldt 37 år.
Carsten V. Jensen, fodbolddirektør i AGF, slår fast, at det er et anliggende mellem ham og Patrick Mortensen, men han deler også klart princip for toneangivende spillere, som man må sige angriberen er i AGF.
- Jeg tror egentligt, at alle godt kan se, hvad det er. Patrick har fyldt enorm meget i AGF i mange år og gør det stadig. På et eller andet tidspunkt, vil det ikke længere være på banen, indleder 'CV' til Viaplay.

Men selvom det på et tidspunkt ikke længere skal være indenfor kridtstregerne, så er han af den klare holdning, at det ikke må blive for tidligt, at parterne skilles.
- Jeg har den holdning: Hellere et halvt år for meget med Patrick - eller hvem, det måtte være, vi har også andre - end et halvt år for lidt, fastslår fodbolddirektøren.
Se hele Viaplays indslag med Carsten V. Jensen i videoen øverst.
Hovedpersonen selv ser frem til en kontrakt-snak med fodbolddirektøren inden længe. Men hvad fremtiden bringer har heller ikke han meldt ud.
- Jeg ved ikke, hvad fremtiden skal bringe. Det kan også godt være, at jeg kunne være åben på at se, om jeg skal være her, eller om jeg skal prøve et eventyr, hvis det er en mulighed. Det må tiden vise, udtalte han blandt andet til Campo i januar.

AGF overvinter på førstepladsen i Superligaen, ligesom at klubben fra Fredensvang har spillet sig i semifinalerne i pokalturneringen.
Andre AGF-spillere ser ud til at have fremtiden på plads inden forfærdeligt længe. Læs mere her:

AGF
Patrick Mortensen












