Alvorlige skader i Brøndby: Resten af sæsonen i fare Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Alvorlige skader i Brøndby: Resten af sæsonen i fare

Filip Bundgaard har pådraget sig en alvorlig skade, og også Mats Köhler er ude i det kommende stykke tid.

Filip Bundgaard i aktion for Brøndby IF mod Vejle.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det er enormt ærgerligt for Brøndby, og i særdeleshed for Filip Bundgaard.

Forårssæsonen nærmer sig så småt, og den værste og hårdeste del af vinteropstarten er veloverstået for de fleste danske topklubber.

Men bedst som det begynder at dufte lidt af Superliga, har Filip Bundgaard pådraget sig en alvorlig skade.

Det bekræfter Brøndby IF på sin hjemmeside mandag.

Superliga-klubben oplyser, at skaden forventes at holde Filip Bundgaard ude i minimum tre måneder.

Der er tale om et brud på den ene ankel.

I bedste tilfælde er der altså kun en håndfuld kampe tilbage af sæsonen, når han er blevet kampklar igen. I værste tilfælde er han godt og vel færdig allerede.

Filip Bundgaard i aktion for Brøndby IF mod Vejle.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Offensivspilleren måtte udgå med en skade under lørdagens testkamp mod Piast Gliwice.

Skaden opstod i forbindelse med en hård tackling i første halvleg.

I samme ombæring nævnes det, at også Mats Köhlert har pådraget sig en skade. For hans vedkommende er der tale om en forstrækning i læggen, som kommer til at holde ham ude i fire til seks uger.

Han kan dermed også skyde en hvid pil efter de første Superliga-kampe i 2026.

Brøndby tager hul på Superligaen den 8. februar hjemme mod Randers FC.

Mest læste

Notifications

Notifikationer