Mortensen drømmer stort og glæder sig til CV-kaffe
STORT INTERVIEW: Foråret i AGF fylder langt mere for Patrick Mortensen end næste kontrakt.

📍 Campo på Fredensvang
AGF begynder 2026 med fire point i forspring til FC Midtjylland i Superligaen.
Århusianernes kampprogram er på papiret betydeligt mildere end FCM's, med midtjyske kampe mod FCK og Brøndby ved siden af højintense Europa League-opgør, FCM har minimum fire tilbage af.
Brøndby og FCK er 9 og 12 point bagud, og det samlede billede er lige nu, at AGF har en ærlig chance for at vinde DM.
I front spiller Patrick Mortensen, som han har gjort i syv år, siden han rykkede til Århus fra Sarpsborg 12. januar 2019.
Nu kan han vinde ikke én men to titler med AGF i to pokalsemifinaler mod FC Midtjylland.
Og det overskygger alt: Vintertræningen i disen af sjap-sne, kontrakten, der udløber 30. juni. Bare AGF kan vinde en titel for første gang i tre årtier.

- Det ville komme ind i Top 1. Det har været mit mål, siden jeg kom til klubben, at vinde noget. Jeg har haft én mulighed i pokalfinalen. Så det er klart mit nu. At kunne stå og løfte et trofæ sammen med hele holdet, siger Patrick Mortensen til Campo.
- I vores efterår her har vi haft et rigtig højt niveau. Sejrene har været fortjente. Jeg synes, der er mere bund i det her. Der er bund i arbejdet hver dag, og det afføder en masse selvtillid. Så vi er et helt andet sted, siger AGF-angriberen om det gode efterår, holdet er kommet ud af.
Slutspillene
Forårene i Århus har ellers ikke været gode de seneste år.
AGF fik 12 point i 15 kampe i forårssæsonen sidste år, året før var det ikke voldsomt meget bedre med 16 point i samme antal kampe.
Men dengang kom AGF ikke efterår, hvor de konstant havde været et af de mest chanceskabende hold og samtidig havde et stærkt forsvar, der også var et kendetegn de seneste år.
- Jeg synes ikke rigtigt, man kan sammenligne det. Hvis du kigger på vores trup og spillestil, og hvor vi kommer fra, synes jeg ikke, man kan sammenligne det på nogen måde. Vi er et helt andet sted.

- Jeg tror heller ikke, nogen går med tanker om, at vi nu rammer et slutspil igen, og at det bliver svært, fordi vi har nogle minder fra tidligere år. Vi er et andet sted, siger Patrick Mortensen.
- Det er sjældent, at vi har kunnet stå og sige det, men det er jo op til os selv. Kan vi levere et godt forår og spille op til vores bedste, bliver det spændende.
Foråret trumfer fremtiden
Så chancen for at vinde et DM fylder, også mere, end om Mortensen skal fortsætte i AGF efter sommerferien eller prøve noget andet.
Den snak tager Patrick Mortensen snart, når århusianerne har forladt januar-klamme Danmark i weekenden og er Spanien på træningslejr.
- Der er noget, der fylder langt mere for mig. Så det er ikke fordi, jeg går med enormt store tanker om fremtiden, andet end at jeg har en åben og ærlig dialog med masser af respekt med CV. Vi skal snakke sammen på træningslejren, og så sætter vi os med en kop kaffe og snakker om fremtiden.
- Så må vi se. Jeg ved ikke, hvad fremtiden skal bringe. Det kan også godt være, at jeg kunne være åben på at se, om jeg skal være her, eller om jeg skal prøve et eventyr, hvis det er en mulighed. Det må tiden vise. Lige nu er jeg fuldt fokuseret på, at vi skal levere nogle gode måneder sammen, siger Patrick Mortensen.
Hold sammen
Og det håber Patrick Mortensen meget på gælder hele vejen rundt i en trup, der klarede sig så overraskende godt i efteråret.
- Det er fedt og sjovt og fantastisk, at vi kan stå her og have de her samtaler og kunne nyde det,
Det ville overraske mig meget og gøre mig meget ærgerlig, hvis vi pludselig mister en eller to af vores profiler.
- Jeg tror ikke, vi skal gøre det, og jeg tror heller ikke, nogen har tænkt sig at skulle videre nu. Kommer der en klub, kan jeg godt forstå det, men jeg tror, at alle godt kan lide at være her og kan se ideen i at blive her et halvt år mere, siger Patrick Mortensen.
AGF-anføreren har spillet i Fremad Amager, Brøndby, Lyngby og Sarpsborg.
Mortensen forlængede senest kontrakten i AGF for et år siden og blev Superliga-topscorer med 20 mål.
AGF
Patrick Mortensen












