Ikke godt for Danmark: ‘Maskinen Mæhle’ under kniven
Joakim Mæhles comeback ser ud til at blive udskudt.

Under et træningspas i slutningen af oktober blev Joakim Mæhle pludseligt hastet på hospitalet.
Det viste sig, at Wolfsburg-danskeren havde pådraget sig en alvorlig skulderskade.
Det medførte en tur på operationsbordet med forventningen om, at han ville være klar igen i begyndelsen af 2026.
De forventninger bliver nu sparket til hjørne.
Lokalavisen Wolfsburger Allgemeine skriver nemlig, at der har været komplikationer med Joakim Mæhles skulderskade - eller 'Maskinen Mæhle', som han bliver kaldt af mediet.
Det har medført, at han er blevet opereret igen.
Forventningen er nu, at han først er klar igen til marts - men hvor klar kan han egentlig nå at blive?

Danmark dummede sig som bekendt i VM-kvalifikationen og står derfor overfor to skæbnekampe til foråret, hvor der skal hentes to sejre på stribe, hvis billetten til USA, Canada og Mexico skal i hus.
Den 26. marts ramler Brian Riemer og kompagni sammen med Nordmakedonien i Parken, inden der i tilfælde af sejr venter et udebaneopgør mod vinderen af Tjekkiet-Irland den 31. marts. Kampe, som Joakim Mæhle altså nu risikerer ikke at være tilstrækkeligt fit til at spille.
Herrelandsholdet
Joakim Mæhle
Wolfsburg












