Chelsea-udskud kan få chancen igen
Liam Rosenior er ny mand på broen i Chelsea.

De har begge været persona non grata i Chelsea i snart et år.
Mens Axel Disasi fik sin seneste kamp for Chelsea for præcis ét år siden, så er det snart to år siden, Raheem Sterling var i spil for klubben.
Både den franske forsvarsspiller og den engelske offensivspiller træner lige nu på et andet tidspunkt, på andre banen og bruger andre omklædningsfaciliteter end resten af Chelseas førsteholdstrup.
Der kan dog være bedring i vente for de to udstødte Chelsea-spillere, efter Liam Rosenior er trådt ind som ny manager.
- Jeg vil have en samtale med dem. Vi er i januar, som I ved.
- Raheem har haft en fantastisk karriere. Jeg har enorm respekt for ham. Axel har jeg i lang tid virkelig-virkelig godt kunnet lide som spiller.
- For at være ærlig, så er jeg nødt til at have en samtale med dem. Jeg er nødt til at have en samtale med klubben. Jeg er helt ærlig her. Jeg går i bogstavelig forstand igennem en liste med prioriteter, jeg vil tage mig af i de kommende par dage, lyder det ifølge BBC fra Rosenior.

For både Axel Disasi og Raheem Sterling gælder det efter sigende, at de takkede nej til et lejeophold i sommer.
Disasi var i sidste sæson udlejet til Aston Villa, mens Raheem Sterling var udlejet til Arsenal.
Ifølge BBC har Napoli interesse i at leje Raheem Sterling, mens både AS Roma og Lyon viser interesse i Disasi, men der er et markant problem.
Med Nicolas Jackson i Bayern München, Aarón Anselmio i Dortmund, David Datro Fofano i tyrkiske Fatih Karagümrük samt tre spillere i Liam Roseniors nu tidligere klub Strasbourg, har Chelsea benyttet alle de seks udlånsmuligheder, klubben har.
Mens Axel Disasi ikke er blandt de lønførende spillere i Chelsea, så er det lige nøjagtigt, hvad Raheem Sterling menes at være. Den 31-årige englænder menes at tjene 17 millioner pund årligt - 147 millioner danske kroner - hvilket er mere end 100 millioner kroner mere end nummer to på listen, som angiveligt er anfører Reece James.
Chelsea FC












