Prelec taler ud: Der var en agenda mod mig
Ivan Prelec forholder sig nu for første gang til fyringen i Vejle Boldklub i dette interview med Campo.

Der har været tavst fra Ivan Prelec, siden han fik sparket i Vejle Boldklub i starten af november sidste år.
Men nu fortæller den 38-årige kroat ærligt om en svær anden periode i spidsen for den traditionsrige klub, hvor han føler sig udsat for en personlig hetz. Mere om det senere.
Prelec har nemlig skiftet cheftrænerstolen ud med en komfortabel lænestol hjemme i Kroatien, og herfra han han fulgt med i Vejles gøren og laden og jævnligt været i kontakt med sin gode ven Steffen Kielstrup.
Tiden som ledig er også brugt på et reflektere over, hvorfor det endte med en fyreseddel bare fem måneder efter sin tilbagevending i Vejle.
- Jeg sidder med en lidt mærkelig følelse omkring det hele. Jeg havde virkelig ikke forventet, at tingene ville udvikle sig, som de gjorde. Jeg har tænkt tilbage på de ting, jeg har gjort, og de beslutninger, jeg har truffet, udtaler Prelec til Campo på en telefon fra Balkan.
- Før jeg tog den endelige beslutning om at vende tilbage til Vejle, tænkte jeg meget over, om det var den rigtige vej at gå, men jeg havde opbygget en stærk forbindelse til klubben og folkene der.

- Jeg havde også en fornemmelse af, at jeg kunne få et godt samarbejde med Mikkel Hemmersam (sportsdirektør, red.), og han investerede meget energi i at overbevise mig om at slutte mig til projektet, og jeg fortryder ikke, at jeg sagde ja.
- Til syvende og sidst gik omstændighederne bare imod os.
Kæmpe udskiftning
Ivan Prelec fortæller, at da han takkede ja til at overtage i Vejle i forsommeren lignede klubben en stensikker nedrykker til 1. division.
Siden lykkedes det mirakuløst for Steffen Kielstrup og co. at redde sig i Superligaen på bekostning af blandt andre AaB, og siden er der blæst nye vinde over Nørreskoven.
Ind kom en ny sportslig ledelse, et nyt trænersetup, en ny strategi og en total forandring af spillertruppen med 15 nye ansigter.
Og det kunne ses på banen.
- Resultaterne var ikke gode, og vi havde ønsket, de var bedre, men alle i klubben - både mig, Hemmersam og Henrik Tønder (direktør, red.) - vidste, at vi startede helt fra nul.

- På papiret synes vi, at vi så forstærket ud, og troede også på, at der var stort potentiale i de nye spillere, men 13 af de 15 nye spillere var af forskellige årsager fuldstændig ude af kampform, og de fleste ankom, efter turneringen allerede var startet. Det var en kæmpe udfordring for os, siger kroaten.
Havde regnet med længere snor
Vejles efterår bød blot på én enkelt sejr og en klar sidsteplads i Prelec' 14 kampe, men han regnede alligevel med, at der var længere snor fra ledelsen.
For der var ikke kun nye ansigter i Vejle, men også en total reorganisering af den daglige struktur, som blandt andet betød øgede fysiske krav til spillerne og en ny taktisk tilgang.
- Vi kendte omfanget af det arbejde, vi gik i gang med. Derfor var dialogen med ledelsen også sådan, at selv i tilfælde af nedrykning ville vi fortsætte samarbejdet og holde os til den aftalte strategi.
Så du havde forståelsen af, at selv ved nedrykning var der stadig tillid til dig fra ledelsen?
- Ja, det var sådan, vi snakkede om det. Da jeg til sidst takkede ja til at gå ind i projektet i sidste sæson, var der 80 procent chance for, at Vejle ville rykke ned. Og selvom jeg havde nogle andre tilbud, også økonomisk bedre tilbud, valgte jeg Vejle.
- Jeg forsøger ikke at bortforklare, og jeg erkender, at jeg har en stor del af ansvaret som 'frontmand i bandet' i et samarbejde, hvor jeg var helt på linje med klubbens sportslige strategi.
Stolt trods omstændigheder
Prelec ser nu tilbage på samlet knap tre år i Vejle, som både har budt på en nedrykning til 1. division, men også en oprykning til Superligaen.
- I min anden sæson var vi dominerende i 1. division fra start til slut og sikrede oprykning, og i den efterfølgende sæson blev vi i Superligaen i et meget udfordrende år præget af usikkerhed omkring klubbens ejerskab.
- I den periode fik mere end 12 akademispillere debut på førsteholdet, hvoraf fem i dag er faste førsteholdsspillere, forklarer Prelec, og fremhæver selv salgene af Nathan Trott, German Onugkha og Oliver Provstgaard.

- Min anden periode i Vejle gik ikke som planlagt, men det ændrer ikke på, at jeg ser tilbage på næsten tre gode år i klubben med 112 kampe, hvor jeg er den tredjelængst siddende træner i klubbens historie.
- Så jeg er stolt af mange ting, der skete under meget svære omstændigheder.
Og så er vi fremme ved den føromtalte agenda.
Fyret efter mediernes agenda
For fyringen i november var anden gang i karrieren, at Prelec måtte rydde op på sit kontor og forlade lokalerne i VB Parken
Allerede i efteråret 2024 stoppede han i klubben efter en skidt stime af resultater og en placering i bunden af Superligaen. Det fik Kielstrup og co. som bekendt vendt på hovedet senere.
Men beslutningen om at smutte dengang har siden hængt over kroaten.
- I dag kan jeg sige det helt ærligt: Min fornemmelse var – og det var ikke kun min, men også flere andre i klubben – at der var en negativ agenda i medierne rettet mod mig.
- Vi følte, at man forsøgte at fremstille alt omkring mig på en negativ måde. “Han smuttede fra klubben på et svært tidspunkt”, "han var kaptajnen, der forlod en synkende skude og kom tilbage, da alt var godt igen", og "på grund af ham blev Kielstrup skubbet væk som cheftræner."
- Det var kun de negative perspektiver hele tiden, som ikke havde nogen gang i virkeligheden.

- Fortællingen i medierne handlede ikke om det nye projekt i Vejle med ny strategi og mange nye spilere, men om at sætte mig i et dårligt lys. Alt, hvad vi gjorde, var forkert og blev fremlagt som 'min' idé, og alt mislykkedes.
- Internt vidste vi godt, det vil blive en svær sæson, men ikke i medierne.
Han fortæller, at klubben måske havde undervurderet det image, som Prelec fik i den brede befolkning, da han forlod Vejle første gang i efteråret i 2024.
- Til sidst var det, medierne skrev og sagde om mig ikke med udgangspunkt i den situation, vi stod i. Det var som om, det slet ikke eksisterede.
- Medierne så kun den ene side af mønten, hvilket påvirkede hele stemningen omkring klubben, og jeg tror, at presset betød, at Henrik Tønder og Mikkel Hemmersam til sidst trykkede på knappen. Jeg forstår også godt, at det blev svært for dem at fortsætte, for presset var stort. De skulle gøre noget.
Nu er Prelec fortid i Vejle, men klubben står stadig hans hjerte utrolig nært.
– Jeg har en rigtig god og respektfuld relation til klubben, og Vejle vil altid være en særlig klub for mig, ingen tvivl om det.

Vejle Boldklub












