AGF-boss giver Tingager-status: Meget positivt
Jakob Poulsen er optimist på Frederik Tingagers vegne. Her er AGF-cheftrænerens vurdering af spillere på vej tilbage.

Frederik Tingager har ikke spillet fodbold for AGF siden begyndelsen af oktober.
Kevin Yakob og Tobias Bech løbetrænede tirsdag, da Campo var på Fredensvang for at se AGF-træning, og folk som Tobias Mølgaard og Jacob Andersen er på vej tilbage fra langvarige skader.
Samtidig passer AGF godt på Nicolai Poulsen, så han ikke slides unødigt på kunstgræsbaner i vinteren.
Det er samlet set positivt for AGF, efter århusianerne manglede en hel del bredde især i defensiven i de sidste uger af efteråret.
Men det tager tid at blive klar efter skader og småskavanker, og en hel præcis dato for, hvornår Tingager og andre spillere på vej tilbage fra skader igen kan spille turneringskamp for AGF, kan Jakob Poulsen ikke give.

- Tingager træner stadig sammen med fysioterapeuterne. Han træner fodbold, så det er med bold og støvler. Det er meget positivt. Det går, som det skal, og går fremad hele tiden, siger Jakob Poulsen.
- Hvornår han står og kan lege med os, det kan jeg ikke give et svar på.
Uvist med OB-kamp 6. februar
Dermed har AGF-cheftræneren også svært ved nøjagtig at sige, om Tingager spiller AGF's åbningskamp mod OB 6. februar i Superligaen, eller om der skal gå længere tid, før den vigtige stopper er 100 procent klar til Superliga-fodbold.
- Det må vi se til. Jeg kan ikke sige, hvornår han 100 procent går ind i vores træning. Men manden har været ude i fire måneder, så det tager lidt tid at komme op i gear igen. Vi må se, hvornår han er der.

- Jeg kan forstå på Tingager, at han ikke rigtig mærker noget selv. Så det handler om, at vi presser ham, men at vi samtidig heller ikke presser ham for meget. Nu har han trods alt været ude i en rum tid, så vi skal have ham helt over målstregen, siger Jakob Poulsen.
Status
Ellers peger pilen i den rigtige retning for AGF med de øvrige spillere.
- 'Polle' [Nicolai Poulsen] kommer forhåbentlig ind på træningslejren. 'Toby' [Tobias Bech] og Kevin [Yakob] holder vi lidt væk fra kunstgræsset, de er med igen fra træningslejren, siger Jakob Poulsen.

- Jacob [Andersen] og 'Mølle' [Tobias Mølgaard] indgår mere eller mindre fuldt i træningen, fortæller AGF-cheftræneren.
Poulsen forventer at give spilletid til Tobias Mølgaard i træningskampen mod Hobro på torsdag, mens der sandsynligvis går noget længere i opstarten, før Jacob Andersen er i spil efter at have været væk i et år med en korsbåndsskade.
AGF
Frederik Tingager












