Skade ødelagde udlandseventyr – nu vil han tage Superligaen med storm Foto: Mphoto

Skade ødelagde udlandseventyr – nu vil han tage Superligaen med storm

Valdemar Birksøs første udlandsophold blev spoleret af en grim skade. Nu er han hjemme i FC Fredericia igen og ser frem til at spille sine første kampe i Superligaen. Det fortæller han i et interview med Campo.

Valdemar Birksø i aktion for FC Fredericia.
Foto: Mphoto

Valdemar Birksø forlod i sommer FC Fredericia som en af oprykningsheltene, der var med til at sikre klubben fra fæstningsbyen en overraskende triumf.

Nu er han hjemme igen efter et noget uforløst ophold i norske Fredrikstad, der blev stoppet, inden det for alvor fik lov at udvikle sig til noget sjovt.

Nu ser den 24-årige målmand dog frem til at få muligheden for at spille Superliga-fodbold med FC Fredericia.

Det fortæller han i et interview med Campo.

- Det er virkelig dejligt at være tilbage i Fredericia, hvor man bare kender det hele. Der er jo kommet en del flere i staben, og truppen er blevet lidt større, men i sidste ende føles det bare hjemlig for mig, siger Valdemar Birksø til Campo.

En kamp i Fredrikstad-målet

Valdemar Birksø var der ellers store forventninger til i norske Fredrikstad.

Efter salget af danske Jonathan Fischer var Birksø sat i scene til at overtage pladsen mellem stængerne.

Det startede da også godt, da den danske målmand debuterede med flotte og vigtige redning mod Tromsø i Eliteserien. En præstation, der gjorde ham til kampens spiller.

Valdemar Birksø i aktion for FC Fredericia.
Foto: Mphoto

Men kort før Fredrikstads møde med FC Midtjylland, Birksøs tidligere klub gennem ungdomsårene, løb den uheldige dansker ind i en skade, der viste sig at være værre end først antaget og holdt danskeren ude i en længere periode.

Herefter blev Birksø overhalet indenom, da klubben først hentede Øystein Øvretveit ind, og senere snuppede målmandstalentet Martin Børsheim pladsen mellem stængerne.

- Hvis jeg nu ikke var blevet skadet i sommer, havde situationen nok været helt anderledes lige nu. Så havde jeg nok spillet en masse kampe deroppe. Men sådan er fodbold. Tingene kan gå hurtigt, både den ene og den anden vej, siger Valdemar Birksø til Campo.

Vil tage Superligaen med storm

Den 24-årige målmand vil dog ikke dvæle ved det negative.

Han står nu til for første gang i karrieren at spille fodbold i Danmarks bedste fodboldrække, selvom han også havde muligheder for at komme videre til andre destinationer end FC Fredericia.

- Jeg stod ikke et sted, hvor jeg ønskede at gamble for meget med spilletiden. Så vil jeg hellere hjem og spille hver weekend. Jeg ser mega meget frem frem til at spille i Superligaen. Det er jo det, man har gået og drømt om hele tiden.

Selvom det første fodboldeventyr i udlandet blev mindre succesfuldt for Birksø, er lysten og motivation ikke blevet taget fra ham.

- Det ville næsten være lidt sørgeligt, hvis man ikke som 24-årig håbede på at komme til udlandet igen. Der har jeg selvfølgelig fortsat ambitionerne intakt, men nu skal jeg hjem og tage Superligaen med storm først, siger en håbefuld Valdemar Birksø.

Konkurrencesituationen i FC Fredericia blev en anelse mere overkommelig, da klubben tidligere på ugen vinkede farvel til en af Birksøs konkurrenter.

Læs mere her:

Officielt: Superliga-keeper solgt foto
Officielt: Superliga-keeper solgt

Mest læste

Notifications

Notifikationer