Smut pomfrit! Behold ham for enhver pris
ANALYSE: Viborg FF skal holde på den unge superstjerne Thomas Jørgensen, og så er der et vindue på klem til en forstærkning eller to, så et lovende hold kan komme i Top 6.

Viborg er så tæt på Superligaens top-6, man kan kigge ind ad ruden og overbevise sig selv om, at OB da nok skal gå i stå.
Og så er det lige før, det ville være federe at slippe for et irriterende transfervindue, hvor rigere klubber kan skabe uorden.
Kan Viborg vende positionen til en fordel?
Campo ser her nærmere på, hvordan Viborg går til januars transfervindue.
Viborg FF kort
Sportslig situation: 7. plads med 24 point
Viborg er to point efter OB på den attraktive sjetteplads og a point med FC Nordsjælland.
Fynboerne har et drabeligt program, hvor de møder nummer 1 til 6. Så måske er det til foråret, VFF vender tilbage til Top 6?
Økonomisk situation: Solid (læs mere her)
Sportsligt ansvarlig: Sportschef Mads Agesen
Cheftræner: Nickolai Lund

Sådan er humøret efter efteråret: Forsigtigt optimistisk
Livet ville være lettere med bare tre-fire point flere, men der er så mange gode tegn i det her Viborg-hold, at mundvigene peger opad.
Her skal de forstærkes
Der kunne godt ske noget med forsvaret, især hvis der kommer afgange i januar.
29 mål indkasseret er lige på grænsen af, hvad man kan tåle som et hold, der vil i Top 6.
Så ud over, der kan lure afgange, hvis der kommer tilbud, skal Viborg også skrue defensiven sammen, så den kan bære en meget fremadrettet spillestil med mange unge og mindre erfarne offensive spillere.

Ekstra mand
Og apropos offensive spillere.
Vil man, selv om der scores flittigt, have et ekstra offensivt kort?
Vi kan tydeligt se, at flere af de unge offensivspillere har potentiale.
Men mangler der den kommende superprofil, ham der matcher Isak Jensen og Serginho og sætter hele Superligaen på røven, som de to gjorde?
Det er oplagt, at Viborg står foran nye udskiftninger til sommer, men måske kan man med fordel tage hul på udskiftningerne nu, hvis de alligevel kommer.
Så stor er risikoen for at miste profiler i januar
Vi har været fikseret på Thomas Jørgensen, og med god grund: Han er så god så god.
Men tegnene på et salg er der ikke, selv om der har været masser af rygter, historier og udenlandsk interesse.

For ikke at sige alle koblingerne til FC København.
Store og stærke klubber i udlandet er interesserede, mange i laget under ville også elske at få fingre i midtbanespilleren.
Men det ser ikke ud som om, Viborg vil sælge, med mindre nogen kommer med et utroligt tilbud.
Der skal nok komme flere historier og måske også tilbud.
Følg Campos livedækning af transfervinduet her
Men Viborg ser ud til at være besluttet på at holde fast i Jørgensen, som til gengæld nok skal sælges til sommer.
Måske er det mere værd at holde øje med en spiller som Jean-Manuel Mbom, der har kontraktudløb til sommer. Skal han videre?
Og hvad med forsvarsspillere som Daniel Anyembe og Stipe Radic?
Det er lige før, man bør holde mere øje med dem end Jørgensen.
Hvad ellers?
2026 kunne godt være året, hvor Lucas Lund bliver solgt, men det giver mere mening for Viborg til sommer end i januar.
Kommer Yonis Njoh i sving i foråret? Han så meget lovende ud i foråret 2025, hvor Serginho og Isak Jensen tog meget af modstandernes opmærksomhed.

Viborg FF












