Nedrykning truer: Skal ikke være brandslukker
Claus Nørgaard er ikke hentet ind som redningsmand i Vejle, siger han til Campo.

📍 Campo i Vejle
Når Vejle Boldklub påbegynder forberedelserne til forårssæsonen, bliver det med et nyt ansigt på sidelinjen.
Claus Nørgaard blev i december præsenteret som ny cheftræner for klubben fra Nørreskoven, der i november smed Ivan Prelec på porten, og Nørgaard overtager et Vejle-hold, der i den grad står med ryggen mod muren.
En Superliga-nedrykning truer ude horisonten, men den tidligere Brentford-assistent er ikke blevet ansat med det altoverskyggende succeskriterie at sikre Vejle endnu en sæson i Superligaen, siger han til Campo.
- Nej, jeg synes vi har det lidt længere syn på. Altså, jeg er ikke hentet ind som redningsmand eller brandslukker. Jeg er hentet ind til at skulle bygge noget, der er bæredygtigt over tid.

- Vi ved allesammen, at der kan være den risiko, at vi rykker ned til sommer på grund af den situation, vi står i nu, men vi vil gøre alt, hvad der står i vores kraft og vores værk for at undgå det, siger den nyansatte Vejle-chef til Campo.
Jobsikkerhed
Nørgaard tog mandag hul på sit nye job, og hans projekts succes bliver ikke målt alene på, om Vejle også er at finde i Superligaen i næste sæson.
Alligevel er cheftræneren bevidst om, at der er ingen garantier knyttet til ansættelsen, og at opbakningen til ham ikke automatisk fortsat er der, eksempelvis til sommer.
- Det er der jo aldrig nogen sikkerhed for (om opbakningen stadig er der i tilfælde af nedrykning, red.), specielt ikke i fodbold, men ikke i nogle jobs. Man har jo tilliden indtil, at man ikke har den mere.
- Men det er ikke resultatbaseret på, om vi rykker ned til sommer eller ikke gør. Men hvis man ikke synes, det er det rigtige match, så handler man selvfølgelig på det, siger Nørgaard.
Vejle går ind til forårssæsonen allersidst i Superligaen med 13 point. Vejle har ét point op til FC Fredericia på 11. pladsen og seks point op til Silkeborg IF, der ligger nummer ti.
I opstarten skal Vejle på træningslejr:

Vejle Boldklub












