Medie: Brøndby har forlænget med guldfugl
Jacob Ambæk har ifølge Bold forlænget sin aftale med Brøndby IF.

Rettidig omhu og Brøndby IF har ikke ligefrem rimet på hinanden hvad angår kontraktlængden på klubbens talenter de senere år.
Clement Bischoff, Oscar Schwartau og nuværende spiller Noah Nartey er alle eksempler, som har voldt Brøndby problemer på grund af deres korte kontrakter.
Denne gang tyder det dog på, at klubben fra Vestegnen kan tillade sig at smile.
I hvert fald skriver Bold, at man nu har fået en særdeles vigtig aftale i hus.
Ifølge mediet har Jacob Ambæk netop sat pen til papir og forlænget sin aftale.
Det bare 17-årige stortalent har i første omgang underskrevet en kontraktforlængelse af tre års varighed, lyder det. Det er den maksimale forlængelse for en spiller under 18 år.
Allerede til marts har parterne dog planer om at forlænge aftalen med yderligere to år, når Jacob Ambæk er fyldt 18. Med andre ord har Brøndby efter sigende sikret sig den unge offensivspiller frem til 2031.

Jacob Ambæk er et talent, der længe er blevet talt om i Brøndby. Det var dog først i efteråret, at han fik sit gennembrud.
Det har nu kastet en debut på det danske U21-landshold af sig, ligesom han har noteret sig for fire scoringer i 18 kampe på klubplan.

Brøndby IF













