FC Nordsjælland henter DBU-boss
Christian Nørkjær skal fremover varetage en nyoprettet stilling i FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland har hentet en vaskeægte DBU'er hjem.
Farum-klubben oplyser således tirsdag, at man har ansat Christian Nørkjær i en nyoprettet stilling.
Fra den 1. februar tiltræder han som 'Head of Academy & Club Operations'.
Han kommer til FCN efter mere end 10 år i DBU, hvor han blandt andet var chef for herrelandsholdet.
Med ansættelsen bliver Christian Nørkjær også en del af FCN's ledergruppe.
- Jeg har haft en fantastisk tid i DBU, som jeg er enormt taknemmelig for. Jeg har nydt at arbejde sammen med mange inspirerende mennesker i truppen, i staben og ikke mindst i den sportslige ledelse, som jeg har delt mange store oplevelser og udfordringer med. Det er og har været et unikt ansvar og en stor ære, som der skulle noget helt specielt til for at kunne trække mig væk fra. Men det er også det, som FCN er for mig. Noget helt specielt. Og det har bestyrelsen og fodbolddirektøren overbevist mig om, at den fortsat vil være.
- FC Nordsjælland er en klub, som har formet mig, som jeg deler værdier med og som står for noget af det allervigtigste i dansk fodbold i form af det ansvar og den standard, som klubben tager og sætter omkring talentudviklingen. Jeg kan ikke forestille mig et mere meningsfyldt ansvar end det, jeg tager på mig nu, og jeg glæder mig til at komme i gang og hjælpe de dygtige og passionerede mennesker i FCN med at udvikle både spillere og klub, siger Christian Nørkjær.
Han får blandt andet det operationelle ansvar for klubbens akademi og logistik.
Christian Nørkjær har tidligere været i FCN i flere forskellige nøgleroller fra 2007 til 2016.
FC Nordsjælland












